To verdener (2008)

I sin fatalistiske fortællestil - meget lig publikumssuccesen Drømmen (2006) - fortsætter instruktør Niels Arden Oplev ad det sikre spor, hvor en højdramatisk historie forener folkelighed med psykologisk friktion.

Masser af friktion
For friktion er der masser af: "To verdener" udgør en udbryderprinsesses opgør med troens jerngreb, og kærligheden må vinde. Men ikke uden netop mentale modhager, tvivl og gudfrygtig modstand.
 

Lykkeligt troende

17-årige Sara er Jehovas Vidne og tror sig lykkelig i denne situation, hvor sammenholdet alt andet lige er stolt og trygt. Da hendes far en dag har været konen utro, vælger børnene i faderens nødvendige angren at blive boende hos ham - for moderen er i sit valg om at flytte fra familien reelt den mest utro.

Det svære valg
Da Sara en dag møder den 23-årige Teis, bliver det begyndelsen til en særdeles turbulent tid for hende. For første gang mærker hun forelskelsens pust, og nu må og skal hun tage stilling til, om hun vil blive i Jehovas trygge favn eller tage springet og blive udstødt af familien, men til gengæld følge sit hjerte.

Skabt til et filmdrama
Det tør da siges, at denne historie er skabt til et filmdrama, og da særlig et af slagsen med Niels Arden Oplev ved roret. Et drama som dette har den helt afgørende sensations- og snagebegærlige tæft, der sikrer et stort publikum og en dramatisk udvikling, der passer sig selv komfortabelt.

Baseret på en sand historie
Arden Oplev fremhæver selv styrken i, at filmen er baseret på en sand historie: At det skulle booste troværdigheden og få det til at risle koldt ned ad ryggen, når den stærke og semi-sekteriske tro sættes på spidsen.

Universelt højspændt
Sandheden er, at historien er så universelt højspændt og almindeligt kendt blandt nysgerrige væsner, at det virkelige tragi-forløsende drama ikke synes forstærkende på den uhyggelige sandhed - at det skal fremhæves og gentages synes snarere en smugle sensationssøgende.

Ærlig forelskelse
Filmens styrke ligger i den ærlige og jomfruelige forelskelse, hvor Rosalinde Mynster i særlig grad formidler det forbudte, men utæmmelige med elegance. Pilou Asbæk gør som filmens anden spillefilmsdebutant en reel, men unuanceret entré.

Ikke langt mellem klichéerne
Der er ikke langt mellem klichéerne i portrættet af Jehovas Vidner. På trods af, at Oplev bryster sig af ikke at have hængt Vidnerne ud eller malet et bestemt negativt portræt af dem, udgør filmen alligevel et brandtæppe af meningsdannelse, hvor den sort sekteriske stemning bliver herskende.

Tiltag til sympatiske portrætter
Ganske vist er der tiltag til sympatiske portrætter af Vidner som ’helt almindelige mennesker’, særligt gennem Sarah Bobergs stillingstagende mor og Thomas Knuth-Winterfeldts udstødte storebror, men de blødgørende roller ender mest af alt som karikaturer. Anders W. Berthelsens stramt opmalede præst (komplet med perfekt skæggrænse) hører faktisk til blandt hans mere udfordrende roller.

Flad musik
Den fladt komponerede filmmusik assisterer som oftest, når begivenhederne spidser til. Således sætter strygerne næsten altid ind, hvis enten sorrig eller glæde er under opsang.