Nordhavets Mænd (1939)

Hæderlig, omend ualmindeligt kejtet vildmarksfilm, ét blandt meget få seriøse indspark i 1930’ernes danske filmproduktion.

Har potentialet, men...

Det er en film, der på mange måder har potentialet til at brænde igennem og forme en reel spændingskurve ud af sit højspændte drama. Men filmen er alt for teatralsk og kvalitetsmæssigt svingende til, at det nordlige drama på liv og død bliver andet end sporadisk medrivende.
 

Håb om overlevelse

Efter et møde med isen synker et fuldt bemandet skib i havet ved Østgrønlands kyst. Kun den blinde passager Sigurd og vennen Lorens overlever sammen med et par slædehunde, og nu begiver de sig ud på isen i håb om at overleve.

Tiltagende fjendskab
Det skal dog vise sig, at den største udfordring bliver at holde hinanden ud: En tiltagende hård tone udvikler sig snart til et decideret fjendskab, der kan ende helt galt, inden tilbagekomsten til civilisationen.

Mere end højspændt

Altså et mere end højspændt drama og på mange måder en fortsættelse af det nordlige tema, der var populært i 1930’ernes danske film, særligt i tre film af George Schnéevoigt.

Smukke billeder
I Lau Lauritzens iscenesættelse former der sig da også en del oprigtigt smukke og medrivende scener ud af den ganske nydelige on location-fotografering.

Troværdig ødemark
Det er helt væsentligt for filmens gennemslagskraft, at scenerne i ødemarken ikke er optaget i et studie (selvom lyden tydeligvis er!) – på denne autenticitet henter "Nordhavets Mænd" sine fleste point.
 

Den pæne dreng

Filmen var den første, som Lau Lauritzen instruerede uden en medinstruktør, og han spiller desuden den ene hovedrolle, som den pæne dreng Sigurd, hvis forhold til den despotiske far er mere end anspændt.

Overspil
Lauritzens spil er temmelig stift. Bedst fungerer det i scenerne uden dialog. I den anden hovedrolle overspiller en ung Poul Reichhardt det meste af tiden. Det er sjældent, at han bringer sig selv bare ned i nærheden af kogepunktet i en alt for hæsblæsende præstation.
 

Eklatant usympatisk

Johannes Meyers eklatant usympatiske far til Sigurd bibringer en række ufrivilligt komiske scener, teatralske, som var de sømmet fast til handlingen. Med tidstypisk svulstig filmmusik for fuldt orkester af Peter Deutsch.