Den gamle præst (1939)

Der skulle gå hele ni år fra tonefilmens fødsel, til Poul Reumert fik sin første tonefilmsrolle. Året var 1939, og rollen var alt andet end udfordrende.
 

Fynsk idyl

Det er historien om godsejeren Trolle, der trives med sine marker, dyr og kernefamilie i den fynske idyl. Men temperament har han da, og da en forkarl er lige lovligt letlevende efter Trolles smag, løber det af med ham.

På bedre tanker
I en væmmelig ulykke falder forkarlen ned fra høloftet og dør. Nu plages Trolle frygteligt af dårlig samvittighed. Allerhelst ville han tage sit eget liv. Men da han taler med den gamle præst, kommer han alligevel på bedre tanker.

Ingen fløderandet entré
Det ville være synd at sige, at Reumert gør en fløderandet entré i tonefilmens verden. Hans rolle er ganske enkelt lattervækkende, og det er svært at se ud over den dumt klingende fynske tone og de temmelig latterligt skrevne udfald, som han er pålagt.

Kritisabel form
Men spillet er ikke dårligt. Der er gods og autoritet i Reumerts fremtræden, blot er formen og figuren under al kritik.

Hverken fugl eller fisk
Det har også meget at gøre med Jon Iversens vaklende iscenesættelse, der aldrig finder fodfæste i hverken alvor eller komedie. Så det bliver lidt af begge dele, selvom Jakob Knudsens romanforlæg er ramme alvor.

Fine biroller
En del fint karikerede biroller tilfører filmen en vis sprød skorpe, bl.a. er Rasmus Christiansens sognefoged og Kai Paaskes vævermester elegant utilregnelige i en primært komisk velfunderet servering.

Landlig idyl
Sarte billeder af den fynske natur tilfører i glimt filmen en bredere landlig idyl, end det komprimerede gårddrama kan byde på. Vi er hverken i Morten Korch-land eller i den seriøst provinsielle socialrealisme – nærmere et sted midt imellem.