Jeg elsker en anden (1946)

Uhyre veloplagt og meget typisk Marguerite Viby-lystspil, der vinder på sine fine præstationer, gode timing og uhøjtidelige fremdrift. Så længe Viby ikke ligefrem bryder ud i sin frygtindgydende symaskinenål-vibratosang (og det gør hun kun et par gange undervejs), er underholdningen fortrinlig. "Fut og Fart over Scenerne – ingen døde Punkter", som en anmelder skrev i dagspressen.

Masser af unger
Viby spiller barneplejersken Annelise Petersen, kækt kaldet Peter, der arbejder med et ordentligt kuld unger på et københavnsk børnehjem. Da det kommer hende for øre, at huset har fået ny ejer og skal rives ned, sætter hun straks alt ind på at finde ejeren og få ham på bedre tanker.

Ad sirlige omveje
Men det bliver ad sirlige omveje, at Peter får sin vilje – og på trods af overdrivelser undervejs bliver det ikke en kedelig affære. Slet ikke da Ebbe Rodes drikfældige John Eriksen kommer ind i billedet. Dén rolle udfylder han med lige dele charme, selvtillid og lækkert hår. Han er i kløerne og under tøflen på Erni Arnesons klassisk sleske overklassetype.

Fulde af roser
"Der var ligefrem amerikansk Tempo over Filmen og endog lidt Propaganda for flere Børnehaver. Hvad kan man forlange mere af en Aftens Underholdning?" Sådan lød det i en af samtidens anmeldelser af filmen. Andre anmeldere var også fulde af roser: "Den helt store Sukces", "Med Glimt af rigtigt Lystspil", "Viby-Lystspil med Børn og Charme" og "Straalende Marguerite Viby i sympatisk dansk Film."

Den absolutte øjesten
Og ja, børn er der masser af, blandt andre Lau Lauritzen den tredje (instruktørens søn), der nuttet agerer rollen som lille Jensen, Peters absolutte øjesten på børnehjemmet.

Har en plan
Peter bruger også børnene aktivt som chikane mod bygningens nye ejer, Ib Schønbergs meget tunghøre dyreven, Onkel Polle. For før Polle er blevet gjort mør, kan ingen af barneplejerskerne sove roligt om natten. Og hér har Peter en plan.

Vidunderlige Schønberg
Schønberg er i øvrigt vidunderlig i Polle-birollen med det bombastiske og "moderne" høreapparat. Han udstråler en skøn sammenbidt menneskefjendskhed, der kun bliver blødt en anelse op, hvis det er noget, der gavner dyrene.

Lidt at tygge på
"Du er grim. Du ligner en frø!" siger Peter til Polle, da hun ikke kan få sin vilje. Og hun må vel at mærke gentage "frø" ind i høreapparatet, så Polle rigtig kan tygge på dén.

Potentiel kæreste
En meget ung Bjørn Watt Boolsen er Peters potentielle kæreste, i hvert fald i filmens begyndelse. Et opfindsomt anslag bringer tilskueren kortvarigt i vildrede, indtil det erfares, at Viby blot citerer en filmreplik fra dén film, turtelduerne netop har set sammen.

Velskrevet dialog
Sven Gyldmark har begået en musik, der har en vis grad af nynbar tematik. Vibys sange viges der gerne udenom – men der er også rigelig charme i den velskrevne dialog.