The Master (2012)

Endnu et generelt skattet storværk af Paul Thomas Anderson; "The Master" skuffer ikke i sin episke form og perfekte skuespil men er som drama langt fra brillant.

Ekstreme hovedpersoner
Anderson skriver selv sine outrerede historier. Hvor det i Magnolia (1999) regnede med tudser, består det outrerede i "The Master" snarere i det langstrakt sensationssøgende i et par ekstreme hovedpersoner.

Psykologisk trolddom
Efter at have været i marinen under Anden Verdenskrig strejfer den psykisk stærkt ustabile og konstant påvirkede Freddie Quell omkring. Indtil en dag han møder kultlederen Lancaster Dodd, der ser mulighederne i at indflette Freddie i sine rundrejser i psykologisk trolddom.

Klæbrigt fidusmiljø
De to former en art venskab i det klæbrige fidusmiljø omkring Dodds påståede evner til at føre patienter ind i fortidens afkroge. Samtidig nyder Dodd godt af Quells helt særlige ’drinks’, hvor alle mulige og umulige alkoholiske drikke blandes med lidt afløbsrense, eller hvad der ellers lige er ved hånden.
 

Svært tilgængeligt makkerpar

Quells utilregnelighed i liflig blanding med Dodds veltalende fiduspsykolog former et svært tilgængeligt makkerpar som kernen i Dodds stab af familie og ansatte. Og måske kommer dagen, hvor venskabet må slutte.

Det helt store skuespil
"The Master" spiller forventeligt op til det helt store skuespil, hvad der har vist sig at være instruktør Paul Thomas Andersons force. Men historierne og formidlingen er som regel en anden affære, og her er "The Master" ingen undtagelse: Ganske vist mere jordnær i sit grundplot men alligevel hele tiden på grænsen til det prætentiøst overgjorte.

Evigt langstrakt
Det kommer blandt andet til udtryk i den evigt langstrakte fortællestil, der nok har sine visuelle forcer men som konstant lægger lag på til ære for det tiltagende dramatiske.

Let til jævnt mystificerende
Filmen mister efterhånden den umiddelbare magi og det fristende univers af overraskelse, som prægede de første cirka tre kvarter. I stedet tynges stemningen i retning af det let til jævnt mystificerede, centreret om Dodds omrejsende kult.

Plagsom musik
Filmoplevelsen plages også af en alt andet end sofistikeret anvendelse af musik. Selvom man glæder sig over fraværet af den i lange, oprigtige træk, optræder den alligevel i kvælende passager - og ofte i støjende overlap med musik, der er en del af handlingen.

Høj intensitet i spillet
Stærkest udstråling finder man som nævnt i skuespillet. Her er Joaquin Phoenix og Philip Seymour Hoffman helt som ventet de bærende kræfter. Særligt scenerne, hvor der psykologiseres, slår gnister. Her er intensiteten høj og oprigtig, fritaget for unødvendigt narrativt tandsmør. Det kunne man ønske sig meget mere af.