Lyntoget (1951)

Filmfotografen Aage Wiltrup instruerede kun to spillefilm, begge fra 1951. "Lyntoget" er en særdeles velfotograferet og pænt smidig thriller, der forener maskinel maskulinitet med rettidig spædning.

Nøje planlagt flugt
En fange er netop undsluppet fra fængslet. Filmen følger hans flugt, som er nøje planlagt. Men historien fortælles alligevel fra luften, hvor en kriminalbetjent i et fly forklarer de dramatiske begivenheder til en chefredaktør. Kriminalbetjenten har nemlig sin egen søn impliceret i begivenhederne på landjorden.
 

Tre personer væves

Fangen møder en ung kvinde og skaffer sig en billet ved siden af hende i toget. Og en bankassistent, fristet over evne, har tilranet sig en masse kontanter for at forsvinde sporløst til udlandet. Disse tre personer væves ind i hinanden.

Elegant æstetik
Wiltrup former en elegant æstetik omkring de fleste facetter af filmen. Storbybillederne fra Århus og København er fuld af puls i elegant komponerede billeder fra alle mulige vinkler.

Elastisk nerve
Og de centrale togscener udgør filmens mest elastiske nerve; tempofyldt, bombastisk og maskulint i en uophørligt sitrende spænding. Hvor filmen er markant og fatal i sin æstetik, er den til gengæld mindre smidig i kriminalhistorien, hvor det virker som om, Aage Wiltrups instruktion har været helt fokuseret på det tekniske.

Skuespil på det jævne
Skuespillet er heraf følgende mere på det jævne end funklende. Bedst er Erik Mørk som bankmanden med samvittighedskvaler. Men Preben Lerdorff-Ryes ’superskurk’ er også pænt ramt.
 

Klædeligt i baggrunden

Kai Møllers musik dominerer billedet særligt i filmens start men trækkes siden klædeligt mere i baggrunden. Som følge af de fremragende billeder af byer, toge, stationer og fly udgør "Lyntoget" et virkelig interessant tidsbillede på Danmark i begyndelsen af 1950’erne.