Barbara (2012)

På nær en aparte musikledsagelse til end credits er dette østtyske overvågningsdrama ærligt til fingerspidserne.

En oprigtig film

At markedsføre filmen som "lige så fremragende som De andres liv (2006)" er til gengæld virkelig både falsk og forkert: "Barbara" kan alt det, som "De andres liv" ikke kunne - og er desuden som helhed en langt mere oprigtig film.

En lærestreg
I 1980’ernes Østtyskland er den unge læge Barbara blevet forflyttet til et provinshospital efter at have været så flabet at søge visum til Vesten. I sit nye liv med base i en ussel lejlighed bliver hun konstant overvåget af Stasi, alligevel planlægger hun at flygte. Men som tiden går, kommer der andre overvejelser med i beslutningsforøbet.

Enkelt udtryk
Christian Petzold vandt fortjent Sølvbjørnen ved filmfestivalen i Berlin. "Barbara" er en ærlig og stærk film med udgangspunkt i det enkle udtryk, uden fægtende armbevægelser eller sovset filmmusik.

Umiddelbare kvaliteter
Samtidig er historien nede på jorden og renset for politisk gnideri. De enkelte handlingselementer forbliver troværdige i kraft af deres umiddelbare kvaliteter. Her kan alle være med, og det østtyske rædselsregime spiller en sekundær rolle.

Armene ind til kroppen
Igen er armene holdt ind til kroppen. Dramaet får lov til at fortælle sig selv, man påduttes ikke en bestemt stemning eller et politisk manifest. Der er følt skuespil fra særligt Nina Hoss som Barbara og Ronald Zehrfeld som hendes sympatiske lægekollega.