Tadpole (2002)

Kortfattet, dialogmættet og kreativ lille amerikansk romcom, filmet på ikke ret stort budget med et Sony DSR-videokamera, hvor der ikke er tænkt ret store tanker i retning af det visuelt æstetiske (bl.a. glimtvis ikke-eksisterende colourgrading).

Stjernestøv, der smitter af

Det er lykkedes instruktør Gary Winick at samle en imponerende gruppe stjerneskuespillere, der var villige til at gå på kompromis med lønnen – og stjernestøvet smitter af på den en time og et kvarter lange indføring i teenagelivets op- og nedture.

Vild med damer

15-årige Oscar Grubman (spillet af 23-årige(!), debuterende Aaron Stanford) er vild med damer – ikke piger! De jævnaldrende opfatter han som kedelige, overfladiske og uvidende, og så bryder han sig ikke om deres "barneformede" hænder. Men alle af hunkøn drages mod ham.

Flydende på fransk

Han har et særdeles godt øje til sin stedmor Eve (Sigourney Weaver), ligesom hendes veninde Diane (Bebe Neuwirth i en skøn, selvsikker birollepræstation) vækker hans udtalte interesse. Samtidig dygtiggør han sig yderligere udi avanceret filosofi – og er flydende på fransk.

Ingen helt almindelig teenager

Det er altså ikke nogen helt almindelig teenager, "Tadpole" (=haletudse) kredser om. Og det er manuskriptets og filmens store force, at der faktisk viges helt uden om teenage-romcom-genrens sædvanlige klichéer.

Velskrevet og velserveret

Samtidig er dialogen velskrevet og tilsvarende velserveret. Stanford er vidunderlig i hovedrollen og lykkes i sin "høje" alder faktisk nogenlunde troværdigt med at presse teenagecitronen for saft.

Ligegyldigt pludrende

Niveauet bølger lidt op og ned, men er grundlæggende til den gode side – særligt fordi, det hele er så relativt hurtigt overstået. Den insisterende optempo-smarte og ligegyldigt supermarkeds-pludrende underlægningsmusik af Renaud Pion havde filmen dog været bedre tjent uden.