The Sunchaser (1996)

Michael Ciminos sidste film som instruktør nåede hele vejen i Guldpalme-konkurrence ved filmfestivalen i Cannes, men det er afgjort også dét faktum ved filmen, der er værd at fremhæve mest. "The Sunchaser" blev det største økonomiske flop i Ciminos karriere.

Decideret bundskraber
For "The Sunchaser" er helt ærlig talt en decideret bundskraber, kun holdt oppe af Douglas Milsomes flotte landskabsfotografering og en passabel hovedrollepræstation af Woody Harrelson.

Et hektisk kapitel
Harrelson spiller den succesrige kræftlæge Michael Reynolds, der har alt, hvad hjertet kan begære, bl.a. en rød Porsche og måske snart et luksushus med lillemor. Men da han får den 16-årige og kræftsyge straffefange, Brandon Monroe til behandling, begynder et hektisk kapitel i lægens liv.

Døden for døren
Brandon, der helst vil kaldes Blue, kidnapper nemlig Michael. På den måde kan Blue få sin frihed de sidste par uger af tilværelsen. Han er nemlig godt klar over, at kræftsygdommens spredning har sat ham døden for døren.

Tiltagende højspænding
Nu går det i høj fart og tiltagende højspænding gennem det ganske USA, for Blue har en plan om at komme til legendarisk healing hos Navajo-indianerne, og med en gun for panden har Michael bare at rette ind.

Politistyrken i hælene
Snart har de to hele politistyrken i hælene, men den lange rejse har på interessant vis rystet det umage par tættere sammen, så måske ønsker de nu slet ikke, at den vilde flugt skal slutte?

Udtalt støjende
"The Sunchaser" fungerer bedst i de første tre kvarters tid, hvor der endnu hviler en vis standard-uskyld over både historien og filmens fortællestil. Her er der ikke mistanke om, i hvilke fortærskede og udtalt støjende retninger, det hele bærer.

5500 o/m
Men i takt med læge/patient-racets konstans ved minimum 5500 omdrejninger i minuttet kører filmen snart at sporet i en frygteligt meningsløs heksekedel af overgearing i både skuespil og indpakning. Herunder den komplet dominerende Maurice Jarre-musik for fuldt orkester.

En farce
Vi er nu snarere vidner til en farce end et krimidrama, og hen imod slutningen kører vi helt af sporet. Det hjælper ikke filmen, at Jon Seda i filmens anden hovedrolle som Blue virkelig ikke har noget stort register at spille på.
 

Endeløs snakkescene

Som nævnt står Douglas Milsomes landskabsbilleder som et af filmens få plusser. Anne Bancroft optræder i en frygtelig birolle i en endeløs og meningsløs snakkescene.