Possessor (2020)

Cronenberg-sønnike Brandon kan da i dén grad stå på egne ben uden daddys indblanden. Det beviser han med denne smarte, smækre og ypperligt (an)spændte sci-fi-gyser, der hverken er for sarte sjæle eller øjne/ører.

Tager styringen

Det er historien om, hvordan moderne teknologi (nærmere bestemt hjerne-implantater m.m.) kan tage styringen i en sådan grad, at mennesker ikke længere kan vide sig sikre... Er jeg nu mig selv, eller har en anden overtaget min krop og sjæl?

Etisk betændt

Dét er reelt den etisk betændte krumtap i Brandon Cronenbergs eget manus. Vores kvindelige hovedperson Tasya Vos (Andrea Riseborough) lader sig frivilligt "indlægge", så hun via smarte dimser om hovedet kan overtage blandt andre Colin Tate (Christopher Abbott) – formodentlig med et lejemorderisk velbetalt formål.

Ændrer karakter

Stakkels Colin ændrer således nu karakter fra sød, forestående ægtemand til morderisk, kvindenedgørende nutcase. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at ændre på virkeligheden eller den computergenererede "virkelighed", før vanviddet tager over...

Lækker sprød skorpe

"Possessor" har helt afgjort en lækker sprød skorpe, der gør den både spændende og indbydende at tygge i – i hvert fald til en vis grænse. For der er også en alt for hård kerne, der bliver en fare for hele filmens mission og vision: Det hele bliver ganske enkelt både for outreret i stilen og for metafysisk/uforklarligt/mystisk.

Rendyrket ekstremvoldelig

Bedst fungerer "Possessor", når den bare er rendyrket ekstremvoldelig, hvilket den lægger hårdt ud med. Og scenerne med Christopher Abbott som ufrivilligt besat er som oftest lækre i den teknisk raffinerede indramning – og i hans følte spil.

Mister sin røde tråd

Men som hele falder filmen noget igennem, mister sin røde tråd, der glider i ét med de enorme mængder af blod, så filmoplevelsen til sidst mister sit udsyn, overblik og til dels også sin fascinationskraft.