Adolescence (2025)

Denne britiske miniserie i fire afsnit blev noget overraskende så populær, at Netflix straks pitchede en anden sæson. Og det er da også en historie med autenticiteten i højsædet, der driver "Adolescence" ud over stepperne.

En 13-årig morder?

Lige fra starten af første episode føres vi ind i en kriminalgåde, der involverer 13-årige Jamie (Owen Cooper). Angiveligt har han slået en jævnaldrende pige ihjel med syv knivstik. En ugerning, Jamies forældre selvsagt ikke kan se for sig, at deres søde søn kan have begået.

Puslespillet lægges

Men bevismaterialet viser sig overvældende, og mens Jamie sidder sikret bag lås og slå, er det op til politifolkene, børnepsykologerne – og ikke mindst kernefamilien derhjemme – at lægge puslespillet: Kan Jamie virkelig have begået denne bestialske forbrydelse?

En teknisk finesse

Meget af miniseriens hype og popularitet er opstået ud af en teknisk finesse: Nemlig, at hver episode er fotograferet i ét take, dvs. uden klipning, hvor kameraet følger det hele (næsten) helt uden klipning, hvilket omvendt kræver en timing af en anden verden, når personer og lokaliteter flettes ind og ud af hinanden.

Wauw-agtigt, men...

Og det er da også meget wauw-agtigt og langt lettere rent teknisk i dag end bare for 20 år siden. Men er det nu også det rigtige valg til en miniserie af "Adolescence"s intime, nære og psykologisk krævende karakter? Nej, ikke helt.

Den modsatte virkning

Reelt bliver one-take-koreografien i nogle sammenhænge en klods om benet, og selvom flere fremhæver teknikken som netop et boost af nærheden, får den faktisk flere steder den modsatte virkning.

Ro og koncentration

Bedst fungerer det, når kameraet har fundet ro og koncentrerer sig om lange scener (som fx tredje episodes ætsende samtale mellem Jamie og hans kvindelige psykolog). Men i de vægtige ind-og-ud-ad-bygninger-sekvenser opleves valget ofte mere konstrueret end virkningsfuldt.

Væskende betændt

Alligevel er one-take-debatten reelt sekundær. Det væsenligste er det væskende betændte manuskript, der gør et barn fortræd på flere niveauer. Historien er voldsomt stærk især i første episode, den har stærke tilnærmelser i anden, vokser igen lidt med opgaven i tredje, mens den afsluttende episode desværre er noget flad i kulsyren.

Ekstravagant fund

Cenralt for det trods alt medrivende i historien er det ekstravagante fund af (debuterende) Owen Cooper til den krævende hovedrolle. Han er godt nok uden sidestykke duelig ud i indlevelsens kunst. Og hans Far Eddie (Stephen Graham) er seriens anden stærke spiller.

Doseret underlægningsmusik

Flere af birollerne savner styrke og gennemslagskraft. Til gengæld er det stærkt bidragende til miniseriens mindeværdighed, at underlægningsmusikken er så doseret – og i meget lange passager helt (og helt korrekt) er udeladt.