Queer (2024)

Naked Lunch (1991)-forfatteren William S. Burroughs (der også bl.a. skrev supplerende dialog til Drugstore Cowboy (1989)) var altid garant for skæve verdener – først og fremmest baseret på egne oplevelser udi eksperimenterende omgang med stoffer... og unge mænd.

Vilde verdener

"Queer" er det seneste filmepos baseret på Burroughs' vilde verdener. Instrueret af Luca Guadagnio (Call Me by Your Name (2017)) og med Daniel Craig i rollen som Burroughs' alter ego William Lee, der i 1950'erne har bosat sig i Mexico City. Her kan han leve mere frit med sit åbenlyse alkohol- og stofmisbrug, ligesom han også har lettere ved at udleve sin forkærlighed for unge mænd.

Ingen grænser

Da han møder den vakre Eugene Allerton (Drew Starkey), begiver Lee sig ud på en rejse, der reelt ikke har nogen grænser. Kærlighedsforholdet er dog begrænset til nogle få succeser, mens deres fælles eksperimenter med tiltagende heftige stoffer tilsyneladende aldrig bliver mættet.

Mental "velvære"

I filmens andet af tre lange kapitler følger vi således det umage par gennem junglen et sted i Sydamerika, på jagt efter en ganske særlig plante, der kan bringe dem mod nye højder udi mental "velvære". Men som bekendt kan sådanne eksperimenter også være farlige.

Ingen gnist

"Queer" begynder egentlig nydeligt nok, selvom der ikke rigtig er gnist i tændrørene. Det hele er underspillet, apatisk og noget hæmmet af det billigt udseende produktionsdesign, der i vid udstrækning består af miniaturemodeller(!) – en underlig tilnærmelse af den steds- og tidsspecifikke stemning på en anderledes pappræget måde.

Alt for omfattende

I den første time af de (sammenlagt alt for omfattende) 137 minutters spilletid er der således rimelig ro på skildringen af den hårdt (selv-)prøvede Lees hverdag, ligesom de første favntag med Eugene emmer af nogen grad af homofil indlevelse.

Grimt og støjende

Men det er ikke en stil eller stemning, der får lov at leve. Fokus kommer snart til at være allermest på det psykedeliske overdrev, som stofmisbruget bringer særligt Lee ud på. Og det er ikke kønt... på nogen måde. Det er både visuelt og lydmæssigt grimt og støjende, grænsende til det ynkelige, og man skal nok være gjort af en harcore-kærlighed til det "sagliggørende" ved hårde stoffer for at finde filmens vuggende ekstremiteter ophidsende.

James Bond som bøsse...?

Daniel Craig er dog dygtig til at formidle den aparte biografiske rolle. Han blev Golden Globe-nomineret for sin rolle, men heller ikke mere. Så fantastisk er det altså heller ikke, at James Bond spiller homoseksuel stofmisbruger, og Craig har da også flere gange før spillet bøsse.

Med nyere popsange

Inddragelsen af mere nutidige popsange fungerer på ingen måde. Ofte afviklet i fuld længde(!) forekommer Nirvana-sangene (m.fl.) som deciderede sansevoldtægter – også selvom de af instruktør Luca Guadagnino er anvendt i respekt for Burroughs personlige venskab med forsangeren Kurt Cobain.