A Breed Apart (1984)
En bjergbestiger hyres af en rigmand til at stjæle sjældne ørneæg. Undervejs opstår der dog et vildmarksvenskab, der i nogen grad vanskeliggør missionen.
DRAMA I TYND LUFT
Dette temmelig glemte actiondrama fra 1984 er leveret af Swastika (1974)-instruktør Philippe Mora og bliver båret på hænder og fødder af særligt Rutger Hauer og Powers Boothe i bærende roller. Ikke at manuskriptet og eksekveringen af "A Breed Apart" sidder lige i det felt, der giver maksiumumpoint, men bjerg- og vildmarksfortællingen ejer alligevel en intensitet, det ikke sådan lige er til at skyde ned.
Meget dyre æg
Mike Walker (Boothe) hyres af den yderst samvittighedsløse rigmand J.P. Whittier (Donald Pleasence) til en opgave, det er svært at sige nej til. For $250.000 skal Walker "bare" skaffe Whittier alle æg fra en ørneart, der er truet af udryddelse. Disse æg er nemlig de eneste, som rigmanden mangler i sin store samling.
Livet gik skævt...
For Walker gælder det nu om at lægge en strategi. Den ø, ørnene ruger på, er nemlig privatejet af den mystiske og svært tilgængelige Jim Malden (Ruther Hauer), en tidligere familiemand, for hvem livet er gået skævt og som nu tuller rundt på sin ø og bl.a. passer på sine ørne i bjergene.
Lyssky gerning
Hen ad vejen lykkes det faktisk Walker at komme lidt tættere på Malden, og en slags bromance opstår i vildmarkslivet. Godt hjulpet på vej af, at den tiltalende købmandsenke Stella Clayton (Kathleen Turner) og hendes søn i dén grad trænger til mandlige bekendtskaber og derfor byder sig til. Spørgsmålet er, om Walker nu kan få sig selv til at udføre sin lyssky gerning...
Naturskønne rammer
"A Breed Apart" savner ikke fremdrift og er hjulpet af de naturskønne rammer, der i sig selv former en betragtelig autenticitet. Samtidig er der fine og hjertelige beskrivelser af helt jordnære familie- og kærlighedskonstellationer, som de tager sig ud mellem både mor og søn, mor og mulig partner og søn og mulig reservefar.
Snubler ind imellem
Så opleves det som mindre fatalt, at fortællingen ind imellem snubler og bliver ved med at halte et stykke tid efter. Grundsubstansen er ærlig og fængende i en uhøjtidelig udnyttelse af den skønne sommernatur – og med rimelig troværdigt spil fra særligt Boothe og Turner (Rutger Hauer har nogle lidt uklædelige udfald, når følelserne koger over.)
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
1984, Action, Drama, Thriller, Dyr på film, Børn på film, Skibe på film, Bjerge på film, 100 min.
Dansk titel: A Breed Apart- Rutger Hauer (Jim Malden)
- Powers Boothe (Mike Walker)
- Kathleen Turner (Stella Clayton)
- Donald Pleasence (J.P. Whittier)
- Brion James (Peyton)
- John Dennis Johnston (Miller)
- Mert Hatfield (Man)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation