Kaj Munk (1986)

En af 1980'ernes og monopoltidens populære tv-serier var denne fire episoder lange gendigtning af digterpræsten Kaj Munks (1898-1944) liv. Benny Poulsen, der har en slående lighed med Munk, udfyldte hér sit livs mest markante rolle udenfor teatret.

Lunken og unuanceret

I dag opleves "Kaj Munk" som en noget lunken og unuanceret tv-fortælling, men Henning Ørnbaks iscenesættelse har et par vindende personligheder, der særligt kommer til udtryk i fint afmålt scenografi og en smuk inddragelse af særligt den jyske hede og vestkyst.

Forfatter- og præstedrømme

Miniserien lægger ud i 1917, da Kaj Munk er knap 20 år og studerer. Her lægges kimen til både forfatter- og præstedrømmene, men Munk har ikke det letteste sind – han er kantet, brovtende og bedrevidende, og det får både familien, vennerne og undersåtterne i kirken at føle hen ad vejen.

Krigen mødes med krum hals

Krigens indtog møder Munk – til at begynde med – med krum hals og er endda positivt stemt overfor både Mussolini og Hitler – noget, der dog ændrer sig halvvejs gennem krigen, og en kovending, der i sidste ende koster Munk livet.

Iboende dramatik

Når Jørgen Palmer Christiansens tv-fotografering finder roen til at afsøge Kaj Munks eller en af de talrige mindre berørte birolleskæbners ansigter, er der ofte drama nok i de iboende skæbnefortællinger eller i de små og store bagvedliggende skismaer, som et liv arm i arm med troen ofte fører med sig.

Stort set pletfrit

Meget af miniseriens troværdighed hviler på Benny Poulsens skuldre, og han evner heldigvis stort set pletfrit at gengive en vanskelig skæbne. Blandt det digre birollegalleri udmærker særligt Merete Voldstedlund (som Munks kone) og Karen Wegener (som Munks mor) sig.

Ankerpunkter

Et stort antal af de perifert berørte biroller fungerer mere end noget andet som ankerpunkter for den historiske akkuratesse. Det er dog sjældent, at der "opstår" personer, der bliver egentligt interessante.

Ukarakteristisk underlægning

Komponisten og dirigenten Ole Schmidt, der var meget lidt besøgende udi filmmusik, har begået den i vid udstrækning ukarakteristiske underlægning. I lange passager helt udeladt, men alligevel i for høj grad stemningsstjælende.