Kammesjukjul (1978)

    Et par skoledrenge arrangerer en lille julefest i kælderen under den enes etageejendom. Men det skaber en række intriger.


    SKØN TIDLIG MALMROS

    Midt mellem spillefilmene Drenge (1977) og Kundskabens træ (1981) skabte Nils Malmros til Danmark Radio denne 40 minutter lange kortfilm, der i al sin komprimerede enkelthed er vanedannende sød, situationsstærk og velspillet.

     

    Små drenge med store planer

    Drengen Mads (Morten Reinholdt-Møller) har planer om at afvikle en lille julefest i kælderen under ejendommen, hvor han bor med sin far og mor. Forældrene er forbeholdne, men sammen med kammeraten Harald (Harald Micklander) gennemfører Mads alligevel planerne.

     

    Kan forekomme overvældende

    I sig selv udefra betragtet ikke noget større logistisk projekt, men lagt i hænderne på et par ca. 10-årige knægte kan selv en lille julehygge med 3-4 inviterede, appelsinsodavand, julekager og primitive julegaver forekomme som noget ganske overvældende, og meget kan gå galt, især fordi de lidt større drenge kan kigge forbi og potentielt ødelægge stemningen.

     

    Helt typisk malmrosk

    "Kammesjukjul" er helt typisk malmrosk og som sådan ubetaleligt betagende i alle de små genkendelige genvordigheder og søde små forviklinger, som barndommen ofte er præget af.

     

    Perfekt udnyttet

    Det korte format er perfekt udnyttet, og rammerne er tilpas, i og med at handlingen er så simpel, koncentreret og fuldt ud præsenteret i børnehøjde. Malmros bruger sine faste tekniske folk til at sætte den lille historie i fuldt ud overbevisende rammer. Nyd bl.a. Dirk Brüel og Morten Bruus' fantasifulde fotografering og Gunner Møller Pedersens helt simple (og meget diminutivt anvendte) "klokkespils"-musikunderlægning.

     

    Velkendt vellykket

    Velkendt vellykket er især børneinstruktionen, der kaster i hvert fald 3 skønne og uskyldige præstationer af sig: Mads, Harald klasselærerens barnebarn Christian: Alle står de vidunderligt nærværende, fordi fokus fra Malmros er på de naturlige reaktioner snarere end det indstuderede og med vold og magt iscenesatte.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1978, Danmark/TV, Drama, Børn på film, Teenagere, Coming of Age, 40 min.

    Dansk titel: Kammesjukjul
    Instr: Nils Malmros Prod: Ib Tardini Manus: Nils Malmros Foto: Dirk Brüel, Morten Bruus Klip: Janus Billeskov Jansen Mus: Gunner Møller Pedersen