Tintomara (1970)

Et teatralsk, kunstnerisk anlagt, men knastørt serveret stykke 1790'er-historie, skabt af den svenske instruktør Hans Abramson og med lige dele danske og svenske skuespillere. Abramson skrev selv manus baseret på romanen "Drottningens juvelsmycke" af Carl Jonas Love Almqvist fra 1834.

Udspiller sig i en skov...

"Tintomara" udspiller sig i vid udstrækning ude i en skov, men tager sit udgangspunkt under dét maskebal i 1792, hvor den svenske konge Gustaf III blev myrdet. Det er i efterdønningerne og intrigerne fra denne hændelse, at den unge kvinde Tintomara (Pia Grønning) flygter.

Alle vil have Tintomara

Hun "forklæder" sig (=på ingen måde drenget) som dreng og forfører reelt set alle omkring sig, selvom det ikke er hendes hensigt. Alle vil have den 100 % kvindeligt udseende drengekrop, både kvinder og mænd. Men hemmeligheden skal jo helst ikke afsløres... Så Tintomara må sno sig.

En visuel leg

Ingen tvivl om, at "Tintomara" er ambitiøs i sit visuelle udtryk, hvor cheffotograf Mikael Salomon har fået lov til at lege med de (gultonede) billeder i den (potentielt) æggende historiske kontekst.

Dygtigheden udebliver

Men dygtigheden i den generelle formidling udebliver, og Hans Abramsons iscenesættelse er i bedste fald haltende. Nogen dybere sans for hverken flow eller sammenhængskraft ejer filmen i hvert fald ikke.

Erotiske (under)toner

Mere centralt end noget andet står de erotiske (under)toner, hvor opskubbede svenske babser og velvoksne fallossymboler ("spil på min fløjte", "bak på min lange pibe") tydelliggør den ubestemmelige og i hvert fald udtalt kejtede gender-bender-tematik, hvor grænserne for seksuel tiltrækning mellem kønnene udviskes.

"Pirrende flirts"

"Tintomara" opleves således mest som et ønske om at skabe et produkt af pirrende flirts og berøringer i den i Danmark (1970) opvågnende seksuelle frigørelse. Der er i hvert fald så godt som ingen kvaliteter i selve den historiske vægtning og kontekst.

Uden forudgående forsøg udi skuespil

Her hjælper det bestemt heller ikke, at Miss Aalborg-deltageren Pia Grønning blev hevet ind som hovedrolleindehaver helt uden forudgående forsøg udi skuespil – dét lider filmoplevelsen under.

Spredt fægtning

Lidt mere troværdighed opstår ud af de etablerede danske og svenske skuespilleres præstationer, selvom ingen af rollerne tilnærmelsesvis opleves som interessante. Det hele er spredt fægtning i et spil for galleriet, der ikke ejer megen musikalitet.