Companion (2025)

Et trendy blik på den moderne teknologi og dé muligheder, den næsten allerede byder på i dag. Nemlig muligheden for at købe eller lease en såkaldt knepperobot, nærmere bestemt en yderst kvinde- eller mandelignende robot, der bevæger sig og taler 100 % som et rigtigt menneske, men som kan justeres efter behov på bl.a. øjenfarve og intelligensniveau!

Barrierer, der ikke er til at styre

Den mulighed benytter unge Josh (Jack Quaid) sig for, da han leaser den skønne Iris (Sohie Thatcher) – det erfarer vi et stykke inde i handlingen, hvor "Companion" samtidig med ét skifter karakter, genre og stemning. Josh er bar lidt for kæk, da han jailbreaker Iris, så hun mister sine barrierer og således ikke er til at styre. Det kommer han til at fortryde!

Aparte og etisk udfordrende

I instruktør og manusforfatter Drew Hancocks kække iscenesættelse bliver disse aparte og etisk udfordrende ideer til "virkelighed". Hvor langt kan og må man gå for at få tilfredsstillet sine lyster (ideen om en altid velvillig og medgørlig housewife tiltaler sikkert en del mænd), og kan man således skalte og valte med en robotindes følelser? Nej, det kan man ikke, er filmens morale – og "Companion" slutter faktisk med et lille lystent, feministisk gearet smil om læberne.

Overlever på humoren

Filmen overlever først og fremmest på, at den ikke tager sig selv alt for alvorligt, og på dén front er den langt mere tålelig end sin tematiske søsterfilm Ex Machina (2015), hvor etikken og liderligheden rettet mod en skøn kvindelig robot fik kameralinserne til at dugge uklædeligt.

Forstillede forestillinger

I Hancocks opstilling er humoren fremtrædende og udgør i sig selv den bedste underholdning. Selve robotdramaet, der spidser til og bliver voldeligt, drukner i egne forstillede forestillinger om moderne etik, moral og computerstyret liderlighed. For at tilføre ekstra politisk korrekthed er et homoseksuelt tema skrevet ind, idet en biperson har anskaffet sig en billedskøn mandlig robot som sin bolleven.