Cordero de Dios (2020)

At "Cordero de Dios" skulle blive instruktør Iván Noels sidste film er både tragisk og sladderomspundet. Noel tog sit eget liv halvandet år efter premieren på filmen, som han tilmed – for første og sidste gang – selv spillede en fremtrædende rolle i.

Måske skyldig

Noels selvmord som 52-årig kom ovenpå en række anklager om seksuelt misbrug af mindreårige. Alle hans film centrerede sig netop om børn og helt unge, og der var ofte scener af fuld nøgenhed i handlingen, men sandheden gik nok desværre i graven med den anklagede.

En kredsen om den smukke dreng

"Cordero de Dios" har i Noels eget manus et ret spændende udgangspunkt: En nedslidt drengekostskole midt mellem argentinske bjerge og meget langt fra alfarvej, hvortil en hemmelighedsfuld præst (Noel selv) ankommer i 1961. Præsten Martin er den stille, myndige type, der især begynder at kredse om en af de ældste – og smukkeste – drenge på skolen, den indadvendte Franz (Manuel Luka Figueiro).

Uskyldige præster?

Præsterne på skolen lader i forvejen til måske ikke at have hænderne helt over vattæpperne i omgangen med drengene, men det er dog kun antydet. De er alligevel fulde af undren, når de observerer Martins fascination af Franz. Men da Martin sent i filmen kommer med sin forklaring, køber de den. Den viser sig dog ikke at holde vand.

Som bare fødder over gløder

"Cordero de Dios" kredser som bare fødder over gløder om et potentielt pædofilt tema. Hvilket ikke opleves som mindre ætsende i kraft af instruktørens uafklarede rolle i det virkelige livs omgang med drengeskuespillere. Men i handlingen hér kan man i hvert fald sige, at Iván Noel frikender sin Martin-rollefigur fra dén ligning.

Outreret skrabet budget

Når det tages i betragtning, at filmen er skabt på et outreret skrabet budget, er resultatet ganske fascinerende og sine steder også med smuk inddragelse af den omkringliggende vilde natur. Men nogen hverken visuel eller lydmæssig perle udvikler det sig ikke til (særligt lydoptagelserne og lydklipningen er ind imellem meget primitiv.)

Doseret præstation

Drengene er i vid udstrækning overladt til at spille sig selv, og det fungerer faktisk ganske glimrende med naturligt spil over det meste af linjen. Bedst blandt skuespillerne er instruktøren selv i rollen som præsten Martin – en raffineret, fåmælt og doseret præstation – Noel kunne være kommet langt som skuespiller, havde han forfulgt denne gren af kunsten.

Sovset anvendt musik

Musikken har Noel også selv skrevet (han startede med at komponere, før han gik til filmen). Tonerne er desværre alt for sovset anvendt ud over det meste af handlingen, hvilket fjerner fokus fra nærheden i både (drenge)skæbner og naturomgivelser – og er i sig selv ikke blændende komponeret.