Hvad skal jeg være? (1955)

    15-årige Søren er nykonfirmeret og forventes af sine forældre at gennemføre gymnasiet. Men Søren vil hellere være maskinist – til forældrenes fortrydelse.


    TIDSTYPISK OPLYSNINGSFILM

    Hér formidler Theodor Christensen behændigt og i tidens ånd – året er 1955 – et billede på en teenagers kvaler ved at træde ind i de voksnes rækker. "Hvad skal jeg være?" er 12 minutters oplysningsfilm om Søren (Dagfinn Holmberg), der så gerne vil være maskinist, men af forældrene og onkel Emil presses til at gå den slagne vej... med middelmådige karakterer til følge. Heldigvis står den ranke erhvervsvejleder klar i skikkelse af Holger Juul Hansen. Måske kan der alligevel findes en vej, der kan gøre teenageren glad.

     

    Velkendt professionelt

    I en for samtiden velkendt professionel indpakning med kendte skuespillere og dygtige filmfolk, står oplysningsfilmen absolut ikke mindre interessant i dag. Men som korfilm alene er Theodor Christensens bestillingsværk på et simpelt hverdagsdrama absolut i den mere kejtede ende af spektret.

     

    Fastlåst formel

    Rolf Rønne slår sig løs med fine billeder i den æstetiserede sort/hvide fotografering, særligt når handlingen bevæger sig udendørs i den mere dramatiske anden halvdel. Ingen af skuespillerne har lejlighed til at bryde ud af den fastlåste formel. Dagfinn Holmberg, der havde roller i spillefilmene Ta' Pelle med (1952) og Altid ballade (1955), havde her sin sidste filmoptræden.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    1955, Danmark/KortDok, Drama, Teenagere, 12 min.

    Dansk titel: Hvad skal jeg være?
    Instr: Theodor Christensen Manus: Theodor Christensen Foto: Rolf Rønne Mus: Kai Rosenberg