Martyrs (2008)

De kvindelige hovedrolleindehavere flæber nærmest uden ophør i dette højspændte franske ekstremgys signeret af manuskriptforfatter og instruktør Pascal Laugier. "Martyrs" er ikke for sarte sjæle. Volden er grafisk, grænsende til det kvalmende, og særligt henimod slutningen kræves der en vis styrke, hvis absurditeterne skal siddes igennem.

Blodsprøjtende hævntogt

Veninderne Lucie (Mylène Jampanoï)  og Anna (Morjana Alaoui) har besluttet at tage barberknivene og jagtgeværerne i egne hænder som led i et hævntogt, der ikke lader en eneste blodsdråbe tilbage i kroppen. Femten år tidligere var de begge ofre for sindssygt opslidende tilfangetagelser og systematisk torturerende børnemishandling. Men det lykkedes dem at slippe fri, og nu er de klar!

Hævn sat i system, og dog...?

Således slagtes fortidens gerningsmænd m/k og deres familier med relativ lethed, men bedst som hævnen synes at være sat i system, havner de unge kvinder i slipstrømmen af fortidens ugerninger, og det kan meget vel sætte dem i lænker igen. Og så falder de helt store og perspektiverende afsløringer ellers...

Evindeligt grædende

At det ikke er helt let for Lucie og Anna at slagte og opsprætte, vidner den omtalte evindelige gråd om. Der tudbrøles rent ud sagt gennem både blod, sved og materie: Togtet er med andre ord ikke for pattebørn, for bag de forstenede ugerninger gemmer der sig kvinder, der måske selv en dag vil stifte familie og udvise moderinstinkter...

Første halvdel den svageste

Men flæberiet er for ekstremt i Laugiers historie, og det kvæler en pæn del af både gysets ellers nærværende grusomhed – og autenticiteten i store dele af handlingen. Første halvdel er således på mange måder filmen svageste. Her springes der også for meget i stil og stemninger.

Totalekstremt

Langt stærkere står filmens afsluttende tredjedel, der er et intenst og tiltagende totalekstremt tilfangetagelses- og (lystbaseret) tortur-kammerspil. Hér udnyttes både location, intimitet og absurditet virkelig flot, helt frem til det nærmest bibelske klimaks, der nok skal lægge op til megen diskussion i de fora, der har kunnet samle sig om at udholde denne pinefulde filmoplevelse. Skuespillet er noget underlagt de lidt for outrerede dramatiserende (og samtidig kontralogisk blødgørende virkemidler – herunder flæberiet).