Hereditary (2018)

Det er ikke nemt at være kernefamilien Peter, Steve og Annie ovenpå dén voldsomme tragedie, der splitter dem helt ad ca. en halv time inde i handlingen. I forvejen var de hårdt prøvede af bedstemorens død – mest fordi, hun som levende var en nådesløs matriarkalsk despot.

Forbindelse til "den anden side"

Mystiske hændelser begynder at sprede sig i familiens smukt og øde beliggende hus, særligt efter at moren Annie (Toni Collette) mener at kunne få forbindelse til "den anden side" og trækker sønnike Peter (Alex Wolff) og manden Steve (Gabriel Byrne) med sig ind i de paranormale tåger.

Skamrost i samtiden

"Hereditary" blev skamrost af kritikere og publikum verden over, da den løb over biograflærrederne i 2018. Og gyseren har da også et stort potentiale i sin visuelt lækre tilgang til genrestoffet – og i de stærke skuespillere.

Unødvendigt overfortalt

Desværre formøbles de gode kort ringe, og filmoplevelsen bliver unødvendigt overfortalt i langt de fleste facetter. Størstedelen af herlighederne er uklædeligt underkastet Colin Stetsons (kedelige) underlægningsmusik, og de tiltagende overnaturlige indspark serveres uden dosering.

Uventede afbræk –!

Omvendt opstår der uventede afbræk fra nævnte overdrev. Det sker ca. midtvejs i fortællingen, da der pludselig er et par meget lange og befriende intense sekvenser, der får lov at stå alene uden hverken lyd- eller musikdiktering.

Filmens markant stærkeste scene

Det er bl.a. i denne "fase", vi beriges med familieskænderiet omkring spisebordet, hvor Annie, Peter og Steve får renset luften noget så eftertrykkeligt – filmens markant stærkeste scene og en manifestation af, at skuespillerpotentialet desværre i øvrigt er temmelig misbrugt i resten af handlingen.

Stærk udnyttelse

Cheffotograf Pawel Pogorzelskis billeder er smukke, silkebløde og med en stærk udnyttelse af både naturen, huset og de mange miniaturemodeller, som Annie bygger så professionelt.