En del av mitt hjärta (2004)

    Der er noget, teenageren Daniel gerne vil af med. Noget, der ligger hans hjerte meget nær. Han begiver sig af sted for at møde to ganske særlige personer.


    HJERTER MØDES

    Prisbelønnet svensk kortfilm, der forsøger at skildre nogle rigtigt store følelser i teenageren Daniels liv. Han skal tage tilløb til at konfrontere to ganske særlige personer, men da han endelig har gjort det, er det en forløsende oplevelse for ham. Daniel spilles fint af Max Enderfors, der også i 2004 spillede en central og anderledes nuanceret rolle i spillefilmen Populärmusik från Vittula (2004).

     

    Sigende titel

    Det er desværre så som så med de helt ægte pulsslag i Johan Brisingers kvarterlange drama om teenagefølelser centreret om noget så stort som organdonation – heraf filmens sigende titel. Under huden på Johans mentale rutsjetur ovenpå en formodet, men uforklaret livsreddende operation kommer "En del av mitt hjärta" i hvert fald ikke.

     

    Sentimentalt

    Det bliver ved en overfladisk interesse – både for drengen, hans hjerte og følelser. Og dét bunder omvendt i en sentimentalitet, der kun gør kortfilmen en bjørnetjeneste. Herunder ikke mindst den nærmest konstante udspartling af følelser med Henrik Lörstads mærkværdigt stemningsdivergerende underlægningsmusik.

     

    Enkelte fine nærbilleder

    Enkelte fine nærbilleder af Daniels ansigt – særligt da han står foran spejlet og inspicerer sin egen skæbne – ejer noget af dén nærhed, der efterspørges i store dele af den kompakte handling.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2004, Sverige, Drama, Teenagere, 15 min.

    Dansk titel: Passing Hearts
    Instr: Johan Brisinger Prod: Mikael Flodell Manus: Johan Brisinger Foto: Henrik Stenberg Klip: Håkan Wärn Mus: Henrik Lörstad
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BERLIN - Panorama Audience Award