Mor er major (1985)

Der var bestemt yderpoler i de manuskript-bidrag, Lise Nørgaard gav danske film og tv-seere gennem årene. På filmfronten var det lidt på det udvandede niveau med kønsrollekomedien Mor bag rattet (1965), mens det gik noget bedre med de to Henning Ørnbak-mafiakomedier Mig og mafiaen (1973) og Mafiaen – det er osse mig! (1974).

Højdespringer

På tv-fronten var der som bekendt "Huset på Christianshavn" og højdespringeren Matador (1978-1982), men der var også glimt at fine nuancer i den umiddelbart efterfølgende sitcom Een stor familie (1982-83).

Langt mellem snapsene

Blandt det sidste, Nørgaard skrev manus til, var "Mor er major" – en midtfirser-komedieserie i seks halvtimelange afsnit, og hér er der bare meget langt mellem snapsene: Faktisk er der ikke nogen overhovedet. Det er fortænkte kønsrollefjollerier, der er vendt på vrangen uden på nogen måde at skele til måden, de serveres på.

Forfremmet til major

Helle Hertz' familiemor Karen E. Andersen er netop blevet forfremmet til major i hæren. Det er bestemt ikke noget, de mandlige herrer i militæret har respekt for, men de er nødt til at vænne sig til de nye tider.

Nødt til at indordne sig

Samtidig er Karens folkeskolelærermand Jesper (Flemming Jensen) også nødt til at indordne sig under forholdene og skal bl.a. i langt højere grad bidrage til børnepasning og andre typiske kvindegøremål.

Et samtaleemne

Alt dette bliver der talt meget om i de små rækkehuse, hvor majorfamilien bor, og blandt lærerne og på det lokale værthus, hvor også naboen Julius Larsen (Holger Juul Hansen), der er af den gamle kønsrolleskole, engang imellem lægger vejen forbi.

Kvindens plads

Gennem de seks episoder, der kulminerer i sidste episodes ragnarok af kønsrolleklichéer (med titlen "Kvindens plads"), holdes et jævnt og tyndt smurt niveau af pjatteløjer, der ikke sjældent minder om de tumpede Soldaterkammerater-film.

Mærkværdigt ukritisk

Blot er der i "Mor er major" skruet helt op for en mærkværdigt ukritisk, unuanceret og ubalanceret kønsrollehumor, som skuespillerne meget sjældent trives ret godt i (værst går det ud over Holger Juul Hansen, der næppe nogensinde er set mere kejtet og på herrens mark.)

Meget kan være gået tabt

Det ligner ingenlunde Lise Nørgaard at ramme så meget forbi, og der kan da også med sikkerhed være gået meget detaljerigdom og finurlighed tabt i Jesper Kleins famlende iscenesættelse.

Mangler timing

Men alene i replikkerne mangler timingen og indlevelsen helt. Miniserien er under alle omstændigheder helt igennem skønne, spildte kræfter.