De skrigende halse (1993)

Søren Faulis aparte tv-farce fra 1993 har i dag opnået kultstatus for sin skrigende og ublufærdige stil, og "De skrigende halse" har da også fingeren på syrepulsen og er i de bedste scener ubetaleligt morsom.

Drømmer om berømmelse

Tremands-punkbandet "De skrigende halse" med forsangeren Frank (Thomas Bo Larsen), trommeslageren Anders (Martin Brygmann) og guitaristen Ronnie (Kristian Holm Joensen) drømmer om berømmelse og pladekontrakt.

Op ad bakke

Det er op ad bakke, særligt fordi deres koleriske manager Djarnis (Søren Pilmark i en næsten rigtig fin stjernepræstation) ikke lader sig løbe om hjørner med og er meget humørsyg. Men han ser omvendt alle tiders pr-mulighed, da Ronnie pludselig meddeler, at han snart skal dø. Noget, han har fundet på.

En ganske særlig lægeerklæring

Nu er de fleste omkring Ronnie pludselig morderligt søde og interesserede i den ellers forsagte guitarist. Men hvordan får han skaffet dén lægeerklæring, der kan bevise, han er døende – og som Djarnis vil lade trykke på forsiden af pladecoveret?

Bare en smule opmærksomhed

Med en wunderschön, sød og kejtet hovedrollepræstation af Kristian Holm Joensen som Ronnie-drengen, der altid har mavekneb og bare gerne vil have en smule opmærksomhed, lykkes meget af den aparte formidling i Bo hr. Hansen og Søren Faulis manus allerede.

(Narko)manisk

Reelt er de to andre bandmedlemmer mest statister i handlingen, men det lykkes dog Thomas Bo Larsen at klemme et velkendt – og vellykket – brovtende, (narko)manisk, hånlig og dybt utålmodig præstation ud af sin selvglade punker-Frank.

Særdeles krævende

Blandt birollerne glimrer særligt Sofie Gråbøl som Ronnies naive ekskæreste Anita, mens Lise Ringheim (i sin sidste rolle, hun døde året efter) lidt uklædeligt bliver spændt (op) til over bristepunktet som Ronnies læge, der viser sig at være endog særdeles (seksuelt) krævende.

Skæve personligheder

"De skrigende halse" er absolut både sødest og sjovest, når den dyrker sine skæve personligheder og deres muligheder i både dialog og sammenhængskraft – uden at forfalde til det farcepræget forvrængende.

Unikt indspark

Ind imellem kammes der for meget over, men i helheden opleves tv-filmen alligevel som et unikt indspark i dansk tv-produktion, og den vinder faktisk kun troværdighed på sin billigt udseende sort/hvide fotografering.