Et Menneskeliv (1910)

På blot 13 minutter serveres hér fire af de formodet samlet seks scener, som stumfilmen "Et Menneskeliv" oprindelig bestod af. Det blev samtidig den eneste film, som den i 1910'erne succesrige krimi- og manuskriptforfatter Sven Lange selv iscenesatte.

Fra vugge til grav

Det er fortællingen om en dreng, der vokser op i fattige kår, men senere får stor succes i sit arbejdsliv som videnskabsmand. Det ser vi et eksempel på, da han jubler ved det sydende og boblende forsøgsbord.

For sent at fortryde

Men der er noget, han har negligeret – nemlig kvinden i sit liv, og dét kommer i sidste ende til at koste ham dyrt på den emotionelle konto, idet kærligheden aldrig når at indhente ham igen. I filmens sidste scene ser vi, hvordan han – iført hvidt klæde – på sit dødsleje i dén grad fortryder sine valg.

"Det haarde og ubarmhjertige Liv"

Den første af de fire bevarede scener er "Forspil. I det fattige Hjem", hvor følgende tekst fører os ind i atmosfæren: "Hvad vil det haarde, ubarmhjertige Liv bringe vort stakkels, kære, lille Barn." Her ser vi den lille baby i en kurvevugge, mens moren syr ved sin håndsvingssymaskine.

"Bort med alle Roser, Videnskaben er alt"

Den næste af de fire bevarede scener er "Manddommen. Bort med alle Roser, Videnskaben er alt." Det er hér vores hovedperson har succes i arbejdslivet, men som følge af travlhed afviser sin henrivende og stadseligt klædte kæreste i laboratoriet.

"Ensom – med en vissen Rose"

Den tredje af de fire bevarede scener er "Alderdommen. Videnskaben hædrer Konferenceraad, Professor William Staal, Stk. af Dbg. Dmd. p.p. Ensom – med en vissen Rose". Hér har vores succesrige arbejdsmand fået grå bakkenbarter, men virker ikke synderligt lykkelig ved de fine gæster og hædersbevisninger, han modtager. Faktisk bryder han hulkende sammen, da de atter er gået.

"Tak for din Kærlighed"

Endelig afsluttes det hele med "Døden. Tilgiv mig Eva. Tak for din Kærlighed", denne korte stumfilms mest stemningsmættede scene, der trods udtalt teatralsk slagside emmer af det ubarmhjertigt uigenkaldelige ved dødens komme for vores knuste hovedperson.

De stille stuer

De fire scener foregår alle i små sirligt opbyggede indendørsstudier, hvor detaljerigdommen er begrænset til nøje udvalgte rekvisitter og en fin påklædning af protagonisterne. Stemningerne opstår ud af disse "stille stuer" og det for stumfilmen velkendt teatralske kropssprog.

Et vigtigt bidrag

Sammenhængskraften er selvsagt røget lidt, i og med at to af de seks scener i dag må regnes for tabt, men som dokumentation på et lille hjørne af dansk filmhistorie så tidligt som 1910 står "Et Menneskeliv" som et vigtigt bidrag.

Blomster til den døende

En 27-årig Clara Pontoppidan (Wieth) kan opleves i filmens sidste scene, dødsscenen, hvor hun bringer blomster til den døende og bliver den sidste, der ser ham levende. Se "Et Menneskeliv" hér.