Nana (1988)

Fortalt helt og holdent i børnehøjde og med en sødme, der ikke kan gradbøjes, er det ikke mærkeligt, at Danmarks Radios miniserie om pigen Nana stadig er højt skattet i dag og har opnået kultstatus i sin genre.

...i de voksnes rækker

Nana (Barbara Topsøe-Rothenborg) skal starte i 1. klasse, selvom hendes kærlige, überdistræte og hjemmegående/arbejdsløse far (Jesper Christensen) ikke er meget for, at hun skal tage dét ekstra skridt ind i de voksnes rækker.

Hjemmegående husfar

Men når nu det skal være, kan faren ligeså godt få det bedste ud af det – og hans status som hjemmegående (med en arbejdende lægekone, Katrine Jensenius) bliver også udnyttet af klasselæreren frk. Lind (Ilse Rande), fx når ungerne skal på lejrtur til Jylland, eller når krybespillet skal opføres på skolens scene... her kan faren passende spille æsel.

Generel børnesabotage

De allersødeste scener i serien opstår dog sjældent i selve skoletiden, der er ret pjanket fremstillet, om end med fint styr på lærerlivets "detaljer" såsom uro, uartighed og generel børnesabotage.

Ægte sødt

Hjerteligheden bor især i forholdet mellem Nana og far, der er både skønt og ægte sødmefyldt gengivet – fra en tid (1988), hvor det endnu var muligt at fordybe sig i egne tanker om stort og småt uden større forstyrrelser fra bl.a. computere m.m.

Børnemagien funkler

Når Nana og far har samtaler om "livets facetter", funkler børnemagien, så de jævnaldrende blandt seerne bør gøre store øjne. Det er lige dele enkelt og kompliceret og pjanket og alvorligt i et ærligt samspil mellem naturlige Barbara Topsøe-Rothenborg og finurlige Jesper Christensen.

Fine "tilbageblik"

Alt, hvad der er tilført i form af meget små biroller, fungerer mindre glidende, mens de velafmålte "tilbageblik" (når Nana forestiller sig sin far som barn) er kluklatterfrembringende fine. Titelsangen af Sebastian er en rigtig glad ørehænger, der prægede samtiden og som i sig selv står stærkt den dag i dag.