Karen, Maren og Mette (1954)

    Efter 17 år i USA vender en mand hjem til sin landlige hjemegn. Han vil gerne genoptage sin ungdomsforelskelse, men forviklinger kan meget vel ændre på dén plan.


    KORCH UDEN KORCH

    Mens ASA Film buldrede derudad med den ene Morten Korch-filmsucces efter den anden, udsendte Nordisk Film i 1954 denne udtalt korch'ske pendant med manuskript af erfarne Fleming Lynge og baseret på et i samtiden populært skuespil af Johannes Anker Larsen og Egill Rostrup. Blandt samtidens dagbladsanmeldere, var der en enkelt, der opfattede "Karen, Maren og Mette" som en parodi på genren, men det har nu næppe været instruktørerne Christen Møller og John Hilbards hensigt.

     

    Meget velkendt

    Handlingselementerne kan næsten ikke blive mere velkendte: Andreas Andersen (Hans Kurt) vender hjem til en idyllisk landsby, der engang var hans barndomsegn. Han har været i USA i 17 år og har tjent gode penge. Ved hjemkomsten opsøger han hurtigt sin ungdomskæreste Karen (Lily Broberg), en djærv, drenget, selvstændig, traktorkørende og kasket- og herrejakke-bærende landkvinde med mundtøjet i orden og begge ben solidt plantet i mulden.

     

    Byder sig til

    Karen er stadig fresh på et forhold, men der er lige en hage! Engang sendte hun det uægte barn Mette (Mimi Heinrich) ud i verden, og faren Henrik (Preben Lerdorff Rye), der nu er drikfældig og økonomisk ødslende stamgæst på landsbykroen, bor stadig i lokalområdet. Måske er der stadig lidt gemt (eller glemt) kærlighed hér, der kan forpurre et giftermål med Andreas. Så er det godt, at kroejerens datter Maren (Birgit Sadolin) byder sig til!

     

    Udtalt melodramatisk

    Det udtalt melodramatiske kører egentlig rimelig smidigt, og der er sågar actionmættede øjeblikke, som fx når Henrik kører ræs med sit tospand ad små snørklede grusveje. Det gør han, når han er blevet rigrig frustreret, og så kan krikkerne lære det!

     

    Landidylliske kerneværdier

    Mest velsmurt er filmen, når den beskæftiger sig rendyrket med de landidylliske kerneværdier. Selvom indpakningen godt kan tangere det vammelt nationalepiske i både lyd og billede (musikken fabulerer bl.a. over Hartmanns "Til Himlene rækker din Miskundhed, Gud" og den traditionelle "Skuld gammel Venskab rejn forgo"), er der alligevel sødme og indlevelse nok i de fleste af handlingens ind- og udviklinger.

     

    Æggende åg af stereotyper

    Spillet er fint og rimelig nuanceret med alle de æggende åg af stereotyper som selvfølgelige begrænsninger. Preben Lerdorff Rye opnår en vis pondus i sit portræt af den "ufrivilligt vandladede" (dvs. alkoholiserede) daddy, der må holde på hemmeligheden alt for længe, hvilket er med til at gøre ham melankolsk – og sågar selvmordstruet. Og som teenagedatteren Mette blomstrer Mimi Heinrich i fine (konfirmationsforberende) scener. Velkendt brovtende lunefuldhed får vi fra Rasmus Christiansen som krostamgæsten Mikkel Stjert. 

     

    Pressen skrev

    "Korchiseret Folkekomedie" // "Parodiens triumf. Nordisk har faaet den djævleblændte idé at angribe ondet paa dets ømmeste punkt: Ved at udlevere genren til grin og latterliggørelse" // "Ikke flere hov-, slægts- og filmgårde!" // "Til både almindelig glæde og almindelig sorg" // "Sødsuppe og salte tårer" // "Svag dansk Film" // "Dilettanteri i Ordets bedste Betydning"... og slet og ret "Sukker-Stang".



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024