Jan går til filmen (1954)

81(!) Jan-bøger spyttede Knud Meister og Carlo Andersen ud – den første "En Detektiv på fjorten" kom i 1942, den sidste "De grådige hajer" i 1964. Alle havde de drengedetektiven Jan i hovedrollen. Derfor var det oplagt, at der på et eller andet tidspunkt var en eller flere danske filmskabere, der kastede sig over denne langstrakte "litterære" succes.

Forord af forfatterne bag

I biografprogrammet til fimen skriver Knud Meister og Carlo Andersen bl.a.: "I flere år har det været på tale at filmatisere Jan-bøgerne. Nu springer de kække gutter Jan og Erling lyslevende ud af bøgerne. Filmen vil heller ikke give sig ud for mere end det, den er, nemlig fornøjelig, spændende og harmløs underholdning, men netop derfor regner vi med, at man vil synes om den".

Kom, så og døde...

"Jan går til filmen" kom således til verden året efter, den første Far til fire (1953)-film så dagens lys. Men i Torben Anton Svendsen og John Hilbards vaklende iscenesættelse af Hilbards egne frie fabuleringer over karakterer og situationer  fraJan-bøgerne var der ikke stof til nogen succes, og Jan kom, så og døde således med dette ene skud.

Tyveknægte på spil

De to 14-årige kammerater Jan og Erling får alle tiders chance, da de skal agere statister i et kostumedrama i Nordisk Films studier i Valby. Her kommer de til at opleve alle op- og nedturene ved filmoptagelser, men de opdager også snart, at der er væmmelige tyveknægte på spil i kulisserne... og kan således blive dagens helte i skysovs!

Filmhverdagens helte

Store etablerede navne udfylder de fleste roller i Nordisk Films hverdag: Her er Gabriel Axel som den overenergiske og koleriske filminstruktør, Paul Hagen som produktionslederen, Axel Strøbye som regissøren... og Ib Schønberg som inspektøren (der til denne rolle er udstyret med "sjovt" miniature-Hitleroverskæg og talefejl). Herudover agerer en lille gruppe af filmhverdagens egne helte på produktionsselskabet sig selv bag kamearet.

Skønne spildte kræfter

Det meste af "krimimysteriet" er skønne spildte kræfter. I en unuanceret og tonedøv komprimering, der er næsten udelukkende komisk og familievenligt funderet, har "Jan går til filmen" rigtig dårlige kort på hånden – og ikke engang de store skuespillere er tildelt råderum udi nogen kreative udfoldelser.

Intetsigende skrevet

Til gengæld er Henrik Huld (som Jan) og Ib Lundtoft (som den "tykke", madglade Erling – efter nutidens standarder vil han nærmest blive betragtet som åleslank) begge ret habile i de intetsigende skrevne drenge-detektivroller: "Jan går til filmen" blev for begges vedkommende eneste eventyr med filmen.

Mild underholdningsværdi

Der ligger en mild underholdningsværdi i serveringen af Nordisk Film som eksotisk filmlokalitet, men havde man arbejdet bare lidt mere energisk med metafilmlagene, kunne der omvendt være opstået stjernestunder. Men filmen har tilsyneladende ikke rigtig nogen ambitioner om hverken det ene (metafilm) eller det andet (potentiel kioskbasker-drengedetektivfilmsucces).

Pressen skrev

"Jan går til filmen" går for at være blevet udskældt og udskammet i samtidens dagbladsanmeldelser, men der var faktisk flere positive overskrifter imellem: "Forspildte chancer" // "Primitive løjer" // "En svipser" // "Løs i vævningen" // "En barnlig underholdning med godt humør" // "God børnefilm i biografen" // "Fornøjelig dansk filmparodi" og sågar "Munter og spændende".