Vi som går køkkenvejen (1953)

    En forkælet datter af en manufakturhandler indgår et væddemål med sine venner, om hvorvidt hun kan overleve et helt år som stuepige hos flere forskellige familier.


    KOMISKE KØKKENKRUSNINGER

    Hele fem gange er norske Sigrid Boos roman "Vi som går kjøkkenveien" fra 1930 blevet filmatiseret (en svensk, to norske, en finsk og en amerikansk) – og som rosinen i pølsenden meldte danske Erik Balling sig ind i klubben med denne første danske filmudgave fra 1953.

     

    (Samtids)kræs for komedieelskere

    Der er da også (samtids)kræs for komedieelskere i Boos historie, hvor en forkælet ung overklassekvinde af ren kedsomhed indgår et væddemål med sine venner. Hvad nu, hvis hun trådte ud af sin komfortzone og i stedet blev stuepige rundt omkring i landet... helt uden økonomisk bistand?

     

    Lidt af en udfordring

    Se dét er en udfordring, unge Helga gerne tager op – ikke mindst for at gøre sig endnu mere trendy blandt de unge gutter i slænget (Bent Christensen, Henning Moritzen og Henrik Wiehe). Problemet er bare, at hun overhovedet ikke kan lave mad.

     

    Stuepige på omgang

    Således kommer hun i huset hos en række meget forskellige fruer og herrer, startende med Karin Nellemoses snobbet-martyriske frue (i endnu en særdeles funklende karakterpræstation), hvorefter Helga lægger vejen omkring ægteparret Sort, hvor Johannes Meyer leverer filmens absolut mest geniale præstation som den ekstremt koleriske redaktør. 

     

    Spiller komedie

    Han giver i dén grad vores unge dame det glatte lag over flere heftige omgange, mest signifikant, da hun tillader sig at spørge, om hun må låne telefonen! Noget til overs for unge kvinders ligegyldige sladder har Sort i hvert fald ikke! Ude på landet bliver Helga uventet forelsket i chaufføren Hans (Bjørn Watt-Boolsen), men hun vælger stadig at spille komedie på grund af væddemålet, og dét kan give hende problemer... Det er også på dette landsted, vi møder køkkenpigen Laura – skønt portrætteret af Inger Lassen.

     

    Lykkes bedst i første halvdel

    Balling lykkes afgjort bedst i filmens første halvdel, hvor løjerne endnu har charme og raffinement i både spil og situationer. Desværre bliver det hele i stigende grad fløderandet overgearet og "farceret" for til sidst at ende i uundgåeligt lavendelduftende straightness. Ind imellem de vægtige (og desværre grå og kedelige) studieoptagelser får vi fine glimt af verden udenfor.

     

    Ove Sprogøe som fynbo...?

    Ib Schønbergs optræden som Helgas far er begrænset til ganske få og ubetydelige minutter. Ove Sprogøe har endnu engang fået den utaknemmelige rolle at skulle agere fynbo, denne gang som den betuttede, men dog determinerede afholdsmand Opdal, der ikke rigtig har styr på det dér med kvinder og signaler – selvom køkkenpigen Laura i dén grad håber på lidt pjank og måske sågar et giftermål. Gabriel Axel optræder for gud ved hvilken gang som forvirret fransktalende og outreret dameglad herre.

     

    Pressen skrev

    Samtidens presse var næsten udelukkende positiv og skrev bl.a.: "To timers charmerende, folkelig underholdende" // "Erik Ballings filmatisering er festlig, folkelig og dog fiks" // "Farcehalløj" // "Køkkenvej i frisk oppudsning" // "Festlig, folkelig – og ikke spor forfærdelig" // "Endelig en film, vi kan være bekendt" // "En lille ægte solstråle!" og "Ny ære for dansk film, leve Birgitte Reimer! Med "Vi som går køkkenvejen" har dansk film taget trinet fra letkøbt farce til gedigen moro."



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024