Lo imposible (2012)

Forventeligt om end overrumplende sødsuppet spin off af tsunami-katastrofen i Thailand 2004. En kernefamilie på fem nyder freden på et strandhotel, da en altødelæggende og højhushøj bølge skyller ind over dem og spreder dem for alle strømme.

Vågent mareridt
Nu begynder et vågent mareridt - først for overhovedet at holde hovedet oven vande - siden for at klynge sig til et spinkelt håb om at blive genforenet. Baseret på virkelige hændelser hylder denne spanskproducerede katastrofefilm kernefamilien som livets mest saliggørende sandhed.

Sukkertæppe
Filmen breder sit tiltagende kvalmt-vamle sukkertæppe ud over de postapokalyptiske vandstepper. Violinerne er på overarbejde, gråden er konstant i de paniske halse, døden lurer overalt. Det mest foruroligende ved en film som denne er, at den sætter alle orgelpiber ind på at menneskeliggøre en af nyere tids største naturkatastrofer.

En lykkelig afstikker
Der var absolut intet menneskeligt ved tsunamien i 2004, og langt de fleste familier blev skilt fra hinanden for tid og evighed. Alligevel vælger den første reelle blockbuster om begivenhederne i Thailand at dreje ind ad en lykkelig afstikker, sikkert for at gøre oplevelsen mindre definitivt dødelig. Bortset fra en funklende præstation af unge Tom Holland som den djærve teenagesøn Lucas, er skuespillet overskruet og tiltagende kunstgødet.

Kvælende filmmusik
Læg hertil den omtalte kvælende filmmusik, der bare bliver værre og værre. Og de obligatoriske bipersoner i katastrofens hede portrætteres mere lattervækkende end sympatisk, i det konstant farvede lys af genforening i afdramatiseringen af naturkatastrofen som helhed.
 

Tsunamien virker

Bedste indspark i filmoplevelsen er selve tsunamien, der er både uhyggeligt og troværdigt genskabt. Her får det dødelige for en stund lov til at stå alene, uden filmskabernes uklædelige filtreringer.