Familien Schmidt (1951)

Da Ole Palsbo tog sit eget liv ikke længe efter optagelserne af "Familien Schmidt", mistede dansk film en af sine største stemmer. Med film som Diskret Ophold (1946), Ta' hvad du vil ha' (1947) og Vi arme syndere (1952), sidstnævnte færdiggjort af Erik Balling, præsterede Palsbo en klynge eklatant kunstnerisk ambitiøse og fænomenalt iscenesatte film i flere genrer.

Udnytter skuespillerkræfterne

"Familien Schmidt" udnytter – ligesom i Palsbos øvrige film – mange af skuespillerkræfterne på måder, danskerne ikke var alt for bekendt med i samtiden. Her er nemlig langt mere ætsende drama i både selve historien og i skuespillernes rollefigurer.

Et godt øje til Gottschalch

Igen er det særligt Ellen Gottschalch, Palsbo har et godt øje til. I rollen som den martyriske matrone Maria Schmidt strømmer alle tænkelige ubehagelige energier – formidlet til perfektion. I et par intimiderende scener med datteren Margit (Lis Løwert), gnistrer begge kvinder i et indædt gensidigt had, der bunder i fravær af kærlighed gennem mange år.

Ensidig kulisse

Kulissen er dog en kende ensidig: Langt det meste af den familiære (eller manglen på samme) handling udspiller sig op imod grå og ikke videre detaljeorienterede papvægge, og det fremmer nok mere end noget andet filmens lidt for teatralske slagside.

Lidt stive i betrækket

De fleste herrer i bærende roller opleves stive i betrækket og i spillet, der aldrig ser lyset andet end i små glimt: Freddy Koch er den mest problematiske som William Schmidt, mens debuterende Louis Miehe-Renard ikke får meget taletid, endsige gennemslagkraftige udviklingsmuligheder som lillebror Niels.

Velkendt myndigt tør

Emil Hass Christensen er (velkendt) myndigt tør som det "uægte" barn af afdøde Schmidt, ligesom Bjørn Watt-Boolsen aldrig fanger drivakslen i birollen som journalisten Bent Larsen

Spradebasse-energi

Lidt bedre går det for Kjeld Jacobsen som ældstesønnen Jørgen, men vi skal helt ned blandt de mindre roller for at finde mænd, der finder melodien i den betændte familiedramatik: Elith Pios kredslæge Møller er herligt spradebasse-energisk.

Stor og stærk udstråling

Op i en egentlig højere enhed går "Familien Schmidt" således ikke, men der er scener af meget stor og stærk udstråling undervejs, primært centreret om Ellen Gottschalch.

Pressen skrev

Samtidens filmkritikere var overvejende venligt stemt: "Talentfuld, men overdreven" // "Et godt standpunkt" // "Satiren fik blegsot" // "Ondskabsfuld folkekomedie om provinsens "gode selskab"" // "Ubarmhjertig satire og ganske lidt idyl i den nye Ole Palsbo-film" // "Premieren på "Familien Schmidt" en grel købstadsatire med elskelig udgang" og "Glimrende dansk lystspil".