Ich klage an (1941)

Tematisk beslægtede film:
Ich klage an (1941)
Det brændende Spørgsmaal (1943)
Affæren Birte (1945)

I forsøget på at blødgøre den tyske befolknings holdning til medlidenhedsdrab bestilte propagandaminister Josef Goebbels denne melodramatiske film i 1941.

Filmen var en smagsprøve på en kvælende dyne. Siden 1939 havde nazisterne allerede været i fuld gang med deres ’T4-eutanasi’-program, der effektivt gjorde det af med svært handicappede, psykisk syge og andre, der mentes at koste samfundet dyrt i den ene eller anden betydning.

Den visse død
En læge får hjertet helt op i halsen, da han erfarer, at hans elskede hustru lider af sclerose og langsomt men sikkert er på vej mod handicap og den visse død.
 

En overdosis medlidenhed

Et stykke inde i sygdomsforløbet giver han konen en overdosis og skal nu for retten i dette prekært etiske spørgsmål, hvor jurister og lægevidner skal forsøge at gradbøje medlidenheden.

Jeg anklager!
I filmens retslige og moralske klimaks rejser den anklagede sig for at anklage retten - ja hele systemet - for at være skurkene, når det kommer til ikke at hjælpe svært handicappede og døende til en mildere død.

Ærligt udtryk
Filmen er temmelig ren og ærlig i sit udtryk. Her er ingen filmmusik til at forplumre eller forstærke det tunge budskab. Propagandaen skal altså vokse ud af selve det menneskelige drama, hvad der da også lykkes.

Virkningsfuld propaganda
Skuespillet er en af de betydeligste faktorer til filmens politiske gennemslagskraft. Ikke alle spiller med den fornødne gnist, men særligt i den vægtige retssag falder brikkerne på plads og former en historisk set virkningsfuld propaganda. I filmens melidenhedsdrabsscene spiller en mand på klaver i baggrunden; en smuk og præcist timet detalje i en ellers musikløs film.

Hæderligt håndværk
I dag er det nemt at være bagklog og løfte pegefingre over nazistisk propaganda som denne. Men som spillefilm betragtet, som produkt af professionelle filmfolk og skuespillere, fungerer "Ich klage an" som ganske hæderligt håndværk.