Rites of Passage (1999)

    En far og hans to voksne sønner forsøger at bonde i deres hytte i skoven, da to skumle undslupne fanger pludselig dukker op og skaber ravage.


    BUNDSKRAB

    Udtalt mislykket og tilsvarende fatalt ringe spillet krimi, der ovenikøbet strør et lille homoseksuelt lag sne på toppen: "Rites of Passage" er en decideret nitte i instruktør og manusforfatter Victor Salvas filmografi.

     

    En forsoningstur

    Far (Dean Stockwell) og (yndlings)sønnen D.J. (Robert Glen Keith) er taget på forsoningstur til familiens skovhytte, da de erfarer, at familiens sorte får og lillebror Cambell (Jason Behr) allerede opholder sig i huset. Det er farmand bestemt ikke meget for. Ikke alene har han altid hadet og hånet Cambells fimsede væremåde, han billiger selvsagt heller ikke sønnikes homoseksualitet.

     

    Dårlig stemning

    Bedst som stemningen dårligt kunne blive dårligere, dukker to herrer op ved hytten. De har angiveligt fået motorstop... men viser sig at være undvegne fanger med psykopatien helt fremme i fortænderne. Men som om dét ikke var plottwist nok: Kan det i virkeligheden tænkes, at psykopaterne har smedet hemmelige rænker med Cambell? Svaret får vi hen imod det betændte klimaks!

     

    Eksekveringen stinker

    Rammerne er nydelige nok, men hold fest, hvor eksekveringen af Salvas historie stinker. Hele pakken af ellers ganske duelige skuespillere rammer helt ved siden af målet, ført an af en udtalt sletspillende James Remar, der næppe nogensinde er set  ringe.

     

    Dybt utroværdigt

    Underholdnningsværdien ligger således desværre næsten udelukkende i at betragte, hvor galt, det kan gå for en film. Hverken drama, krimi, mystik, undvegne fanger-tematik, far/søn-drama eller familiær betændelse med homoseksuel væske byder på noget, der er i nærheden af at være troværdigt.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1999, USA, Krimi, Drama, Biler på film, Homoseksuelt tema, 95 min.

    Dansk titel: Rites of Passage
    Instr: Victor Salva Prod: Pierre David, Glenn Greene, J. Todd Harris, Michael Stellatos, Mark Waldrep Manus: Victor Salva Foto: Don E. FauntLeRoy Klip: Ed Marx Mus: Bennett Salvay