The Commandant's Shadow (2024)

    Auschwitz-lejrkommandanten Rudolf Höss' søn og barnebarn – og en holocaustoverlever – (gen)konfronteres med fortidens synder.


    FORTRÆNGTE GRUSOMHEDER

    I kølvandet på spillefilms-mesterværket The Zone of Interest (2023) præsenteres denne oplagte dokumentariske indføring i noget af det, der inspirerede Jonathan Glazer til at filmatisere Auschwitz-lejrkommandanten Rudolf Höss' hverdagsliv med familien under krigen.

     

    I flæsket på historiens vingesus

    Instruktøren Daniela Volker går direkte i flæsket på historiens vingesus ved at invitere Rudolf Höss' stærkt aldrende søn og barnebarn som hovedpersoner i en rejse ind i det helt eller delvist fortrængte.

     

    Fortrængte grusomheder

    Sønnen har egentlig altid bare lagt de grusomheder, han som barn boede klos op ad, til side. Og først som gammelfar lykkes det ham – med dokumentaristens hjælp – at erkende, at faren måske havde et ansvar i Endlösung der Judenfrage...

     

    Spejlet har to sider

    Men spejlet har to sider for Daniela Volker, så hendes film følger også en tilsvarende aldrende (og ultrakæderygende) kvinde og holocaust-overlever, der nu bor i Storbritannien og har mistet evnen til at vise følelser – til den generationstraumatiserede datters fortrydelse.

     

    Sandheden i øjnene

    Det kræver således ikke stort kørekort i spådom at forudsige, hvad "The Commandant's Shadow" vil: De to fløje skal selvfølgelig mødes, "forenes" – og nogle af dem endda et smut forbi kz-lejren for at se sandheden i øjnene...

     

    Sensationel dokumentarisme

    Denne type sensationel dokumentarisme er set før... og bedre! Men filmen skal have ros for at opsøge de væsentlige kilder, mens de lever. Heri bor den egentlige fascinationskraft i dokumentaren og ikke i den lidt støvede, søgte konfrontationsdramatik.

     

    Upassende musikunderlagt

    Fortællingen er hyldet i alt, alt for meget upassende og svært forstyrrende underlægningsmusik. Særligt besøget i Auschwitz er flot filmet med en velovervejet udnyttelse af ganske tidlig morgen i mosekonebryg.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2024, USA, Dokumentar, Dokumentar: nazismen, Biografi, Historie, 103 min.

    Dansk titel: The Commandant's Shadow
    Instr: Daniela Volker Prod: Gloria Abramoff, Daniela Volker Manus: Daniela Volker Foto: Rob Goldie, Piotr Trela Klip: Claire Guillon Mus: Gabriel Chwojnik
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation