Fiskerne (1977)

Danmarks Radio valgte i 1977 den helt rette mand til at sætte både Hans Kirks evigtgyldige debut-pensumroman og et stykke dansk udkants- og religionshistorie i svingninger. "Fiskerne" var den hidtil dyreste danske tv-produktion og var allerede hér i kritikernes ubarmhjertige søgelys.

Unikke visioner

Jens Ravn havde allerede bevist, at han på mange måder havde unikke visioner i dansk film, først med den helt igennem enestående debutfilm Manden der tænkte ting (1969) og siden med den fejende flotte, udtalt mørke Aksel Sandemose-filmatisering Tjærehandleren (1971).

Nordjyske fraktioner

Tv-filmatiseringen af "Fiskerne" kom til at fylde seks timelange episoder, der alle beskæftiger sig indgående med nordjyske fraktioner udi tro, håb og frustrationer i 1920'erne. Episoderne er hhv. 1. De hellige og præsten, 2. Velsignelse og straf, 3. Anton Knoppers krise, 4. Salige er de fattige, 5. Hellig og menneske og 6. Fællesskabet og Tabita.

En miliepæl

Det er muligvis tungt stof for moderne tv-seere, men uanset, hvor dårlige erfaringer eller minder, der måtte ligge i mødet med Hans Kirks alt andet lige markante roman og filmatiseringen af den, så udgør "Fiskerne" stadig i dag en milepæl i dansk tv-dramatik og er uden tvivl rent teknisk på allerhøjeste niveau. Og den løb over skærmene et år før, Erik Balling kom med Matador (1978-82).

Skildringerne mestres

Det kan godt være, at alle delhandlinger og persontegninger ikke sidder lige i skabet, og hen over halvvejs i miniserien er der nogle tendenser til lidt for hurtigt overståede sidehistorier. Men særligt de tre første episoder mestrer skildringerne af de indremissionsk forstokkede og deres møder med mere frisindede og moderne nordjyder.

Fantastisk ambitiøs

Allermest i Henrik Hegers fantastisk ambitiøse – og eminent lyssatte – fotografering, der indrammer hver en lille stue og hvert et spektakulært landskab eller vejrlig, som var det en skagensmalers svendestykke. Det er ganske enkelt blændende flot, og billedernes ambitionsniveau smitter af på scenografi og kostumedesign.

Afmålt lydbillede

Værd at bemærke er også seriens afmålte lydbillede, der hylder fjordlivets egne lyde uden ret meget omsvøb. Hans-Erik Philips smukke hovedtema for bratsj og kammerorkester er reelt kun en faktor i starten og slutningen af episoderne, og musikken blev næsten en landeplage, da serien kørte på tv i 1977.

Solidt, men med melodrama

Skuespillet er virkelig solidt, men i de fleste større roller er der alligevel lidt for meget melodrama til at afrunde præstationerne til det decideret blomstrende. Ingen falder igennem, men vi skal helt ned i ret små biroller som blandt andre Otto Brandenburgs åndeligt forsmåede Laust Sand og Kai Holms gammelfar Martinus for at finde præstationer, der skiller sig særligt ud.

Pressen skrev

"Så banal må man ikke gøre Hans Kirk" // "Fiskerne: Død sild" // "Filmisk magtesløshed" // "Der spilles for dårlig komedie" // "I det ydre imponerende start, men den indre stemning klingede ikke frem" // "Savner kompasset" // "Forventningens skuffelse" // "En seermagnet. Slog alt undtagen valgaftenens seertal: Næsten 3 millioner fulgte andet afsnit" // "Enkelte finere øjeblikke får stadig ikke "Fiskerne" til at lette" // "Til det sidste præget af misforstået trofasthed mod udenværkerne" // "Vi betaler rundt regnet 25.000 kr. i minuttet for at kede os" // ""Fiskerne" i fisk" // "Noget tåget i konturerne" // "Så ægte, at jeg mærker lugten i missionshuset" // "Fiskerne har ramt i plet" // "Rammer tonen bedst i den kollektive skildring" og "Begavet underholdning".