En fri mand (1996)

    Efter 12 år bag tremmer for væbnet røveri forsøger en mand at finde melodien, men fristes snart over evne.


    FRISTET OVER EVNE

    Denne to episoder korte/lange miniserie når aldrig helt at finde fodfæste og drukner mere i alle de "obligatoriske" genreklicheer end i originalitet og raffineret skuespil.

     

    Gråhåret bankrøver

    "En fri mand" er historien om Ole Ernsts gråhårede eksbankrøver Frank Møller, der i begyndelsen af første episode kommer ud af fængslet. Han opsøger sin datter og barnebarnet Michael, og stille og roligt bliver de et ret velfungerende trekløver – lige indtil datterens selvfede mand vender hjem fra Grønland.

     

    Fristes over evne

    Frank fristes snart over evne. Han havde ellers lige fået et job til 50 kr. i timen på en nærliggende bodega, men "et sidste lille bræk" siger man vel ikke nej til? Det kan næsten kun ende galt...

     

    Dygtigt sammenskruet

    Det er svenske Daniel Alfredsson, der instruerer, og det gør han både pænt og forudsigeligt. "En fri mand" er både teknisk duelig (med særligt herlige københavner-locations), habilt spillet og generelt dygtigt sammenskruet. Der er bare ikke meget i den hektiske kriminalhistorie, der bider fra sig.

     

    Ingen tid til perspektiver

    I hvert fald er der slet ikke tid til at give karaktererne farve og tilføre det kriminaldramatiske plot perspektiv. Ole Ernst gør en fin figur i hovedrollen, men der er flere eksempler på lidt fesen casting, herunder Vera Gebuhr som hårhudet københavnsk "mafia-boss".



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024