Kladivo na čarodějnice (1970)

Tjekkoslovakiske Otakar Vávras sært sammensatte skildring af nogle af Mähren-regionens virkelige hekseprocesser fra 1660'erne blev i 1970 selvsagt opfattet som regimekritisk af styret, hvorfor "Witchhammer" faldt for den hjemlige censur.

Tortur blandt favoritterne

En selvoptaget dommer synes nærmest kun at have én mission: At få så mange kvinder (og siden også en del mænd) dømt og brændt på bålet for hekseri. Ingen midler lades uanvendte, og svær tortur er blandt favoritterne. Dén kan selv de mest stålsatte næppe modstå.

Ingen traditionel gyser

At kalde "Witchhammer" for en gyser i traditionel forstand ville være for vidtgående. Snarere hersker en æggende mystik i de helt igennem kompromisløse og forudbestemt (for)dømmende retsprocesser. For selvom det hedder sig, at man kan blive frifundet, sker det sjældent (=aldrig) på dommerens vagt.

Regelret troværdigt

Scenografien arbejder for det regelret troværdige, selvom der også er svipsere undervejs. Allermest atmosfærisk bliver filmen dog, når de grå og nøgne retslokaler forlades, og vi får et indblik i kredsen omkring overklassen med dommeren i centrum: Grådigheden kender ingen grænser.

Mellem linjerne

"Witchhammer" er en film, hvor det bestialske og oprivende ligeså meget sker mellem linjerne som i kameraets fokus.