Skærmydsler (1961)
To gamle søstre sidder og strikker i stadsestuen og anfægtes let af plejedatterens frisindede væremåde.
GUSTAV WIED FOR FOLKET
Danmarks Radios tv-teater hittede med både korte og lange formater i fjernsynets ungdom, og hér var Gustav Wieds skuespil ofte i høj kurs til en omgang underholdning. Således var "Skærmydsler" fra 1901 tv-dramatiseret hele tre gange tidligere, de to af gangene – som i denne 1961-udgave – med Maria Garland og Clara Pontoppidan i hovedrollerne som søstrene Clara og Hertha.
Moderne livssyn
De sidder og strikker i stadsestuen med fronten vendt mod det primært stationære kamera. Tante Hertha er den milde, sarte og eftertænksomme, mens tante Clara er bestemt, vrissen og sortseende. De udfordres af plejedatteren Ellen, hvis moderne syn på livet og videnskaben ikke altid bliver taget lige vel imod. Men så kommer professor Petersen på besøg, og de damer bliver begge kulrede...
Trives i tanteroller
Det mærkes, at Garland og Pontoppidan trives i deres tanteroller, og det bittersøde samspil er både subtilt og nuanceret. Teater-grundsubstansen er hele tiden central, og Gabriel Axels udfoldelsesmuligheder med tv-studier og -kameraer er begrænsede.
Skønne seancer
Men der opstår alligevel skønne seancer med de gamle damers humørskift gennem den knapt timelange eksekvering: Nyd især påklædningen, ikke mindst natskjorter med tilhørende huer, da det enkle kammerspil er ved at nå sin afrunding.
Tiltrængt ro
Hanne Winther-Jørgensen er kæk, men måske nok også lidt for overfrisk som plejebarnet Ellen, mens Albert Luther med myndighed udgør tiltrængt ro i dame-trekløveret.
Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1961, Danmark/TV, Drama, Komedie, 55 min.
Dansk titel: Skærmydsler- Maria Garland (Clara Bülow)
- Clara Pontoppidan (Hertha Bülow)
- Hanne Winther-Jørgensen (Ellen Petersen)
- Albert Luther (Professor Petersen)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation