Hagazussa (2017)

Mærkværdigt æggende og dybt originalt bugter dette østrigske 1400-talsgys sig gennem de hemmelighedsfulde alper. Vi følger Albrun, en pige, der oplever sin alenemors tiltagende terminale sygdom og medfølgende vanvid på nærmeste hold i og omkring den lille bjerghytte.

Kriblende vanvid

Moren dør, og der klippes en del år frem i tiden, hvor Albrun nu er blevet voksen og bor alene med sit spædbarn i barndomshytten. Men det er, som om Albrun er ved at blive besat, og hun kan ikke styre et kriblende vanvid, der ikke gøres mindre uhyggeligt af, at hun har morens kranie stående i hjørnet af hytten.

Særdeles inciterende

"Hagazussa" er slow folk horror, der i dén grad tager sig tid til sine stemninger. Og her er blandingen af 1400-talstematikken og det isnende vanvid særdeles inciterende. Allerstærkest, når den ærgerligt kaprende underlægningsmusik holder pause, og tilskueren er hensat til dén fascinationskraft, der bor i den vilde naturs egne lyde: Skovens, bjergenes, dyrenes.

Blændende præstationer

Alle tre kvinder i historien præsterer blændende. Celina Peter er et fund som barneudgaven af Albrun, ligesom Aleksandra Cwen formidler nerve og vanvid med dyb indlevelse. I rollen som den syge mor både skræmmer og fascinerer Claudia Martini.

Bjergtagende kulisse

Den bjergtagende kulisse er en væsentlig medspiller i alle facetter af filmen, særligt når enkelte stemninger i længere scener virkelig trækkes meget langt ud. Så rejser de små hår sig, og filmoplevelsen bliver altomsluttende.