No Time to Die (2021)

På mange måder en fin måde, Daniel Craig skrives ud af James Bond-universet på: "No Time to Die" er velkendt veltimet, bekostet og befriende kompromisløs eventyraction, og lad os så håbe, at næste Bond-film ikke skal forsøge at ændre fuldstændig på alt det gode, der er bygget op gennem årtier.

På tværs af kontinenter

Bond er ellers trådt ud af agentrollen, da han kaldes tilbage for at bistå i jagten på en verdensfreds- og helbredsomstyrtende skurk. Det bringer sædvanen tro Bond på kryds og tværs af kontinenter, til vands, til lands og i luften med alt det fedeste nye isenkram (og alle de lækreste damer) lige ved hånden.

Kræs for genre-afficionadoen

Trods de overdrevne 163 minutters spilletid (hvor havde det hele dog stået skarpere på 110) levner "No Time to Die" ikke meget tid til at se sig tilbage. Særligt behageligt er det, at de "metafysisk-indadskuende" scener næsten er helt barberet ned til 1 mm! Således er der smæk for skillingen, og det er alt andet lige kræs for genre-afficionadoen.

Slipper ikke damepedalen

Bond slipper naturligvis aldrig damepedalen helt, og det er en del af filmseriens charme. Men ind imellem kan det godt opleves som en anelse tempodræbende, når der enten er dømt silkelagengymnastik, eller når de lumre violer begynder at blomstre ved enhver skjorteopknapning.

Bulder og brag

Alt i alt skøn underholdning med bulder og brag på snart sagt alle sanseparametre. Dansk islæt finder vi denne gang i David Denciks russiske superskurk Valdo Obruchev. På trods af en temmelig komisk slagside i rollen, gør han det godt. Allerbedst er Christoph Waltz i en mini-birolle som den fængslede, enøjede Blofeld.