Hitlerjunge Quex (1933)

Jo, du må godt synes, en propagandafilm skabt undet naziregimet er stor filmkunst. Det ville fx være lodret kontralogisk ikke at fremhæve flere af Leni Riefenstahls dokumentariske hovedværker som netop sådanne, herunder ikke mindst Triumph des Willens (1935) og den todelte Olympia (1938).

Som skidt fra spædekalve

Men med de dramatisk funderede spillefilm, der op gennem 30'erne og 40'erne blev spyttet ud som skidt fra spædekalve, forholder det sig generelt temmelig anderledes. Den mest kendte, Veit Harlans Jud Süss (1940), er et kvalmende, om end kitschet manifest, hvor jøder i dén grad hænges ud som utroværdige undermennesker.

Et godt øje til fællesskabet

"Hitlerjunge Quex" målrettedes børn og unge, der måske allerede havde et godt øje til fællesskabet og holdånden i et af de lokale Hitlerjugend-hold. Således møder vi den store knægt Heini Völker – lyslokket, naturligvis – der er bundet af forældrenes kommunistiske livssyn. Heini erfarer hurtigt, at han tænder langt mere på den anden fløj, den nazistiske, og gennem et oprør, der ikke bliver menneskeligt omkostningsfrit, lykkes det ham at komme ind i folden... og hans lykke er gjort!

Tyngende åg

Filmen lider under flere tyngende åg, der gør den både stivbenet og ufrivilligt komisk. Først og fremmest er Jürgen Ohlsen ikke noget decideret fund i hovedrollen: Han overspiller og efterlades intet til egen fantasi. Samtidig er manuskriptet, som K.A. Schenzinger hér baserer på egen roman, fyldt til bristepunktet med tåbeligheder. Og det tekniske arbejde vidner på ingen måde om ret stor kunstnerisk indsigt eller vilje.

Meget tyktflydende

Det er så tyktflydende, at det kun bør være børn og barnlige sjæle, der køber "perspektiveringerne" i fortællingen. Men hvis det er lykkedes, må "Hitlerjunge Quex" også siges at have opnået, hvad den ville. Lidt pondus opstår ud af markant spil fra Heinrich George som Heinis drikfældige og kommunistiske far.