The Color of Money (1986)

1:1-belønnende for sin lineære mainstream-indføring i både billardball-stødets og mellemmennskelige ups and downs: Martin Scorseses "The Color of Money" bringer pool billard-grenen 9-ball i spil, baseret på en roman af Walter Tevis.

Grålokket legende

Paul Newman modtog en Oscar for sin præstation som den grålokkede og tilsvarende jakkesætsklædte superdandy Eddie Felson. Engang var han et fænomen med en kø. Nu tjener han sine millioner på at handle med sprut.

Et supertalent

Da Eddie spotter den kry og endnu helt uprøvede Vincent – et supertalent ved et billardbord – får han straks ideer. Eddie kunne jo blive Vincents promotor, tage 60 % af eventuelle indtægter og på dén måde også få et ben ind i sporten igen.

Karlsmart i en fart

Problemet er bare, at Vincent ikke på nogen måde har løbet hornene af sig endnu. Han er karlsmart i en fart, vil hellere dikkedikke med kæresten Carmen – og har ikke hverken tid eller lyst til at lytte til Eddies gode råd. Men mon ikke der begynder at ske noget hen ad vejen...?

Tilbagelænet

"The Color of Money" henter sin bedste energi i netop trekløveret Eddie/Vincent/Carmen. Paul Newman er skøn i den primært tilbagelænede Eddie-rolle, Tom Cruise fuld af charmerende energi og drenget udstråling (hér endnu uspoleret), og (Oscar og Golden Globe-nominerede) Mary Elizabeth Mastrantonio agerer troværdigt kvinden klemt mellem to mandenegle.

Væskende dekadence

I Eddies nærmest væskende dekadente og til tider skødesløse omgang med kontanter indrammes filmens grundsubstans egentlig meget godt: Det handler om penge og ikke ret meget andet.

Penge som magt

Så kan det godt være, der kommer både en lille trekantsdramatik og lidt kurrer på trådene ind over midten, men penge som alle tiders lækre middel til magt, hvad enten det er sport, kvinder eller brugsgenstande, er og bliver filmens morale.