Morgiana (1972)

Udtalt filmisk ambitiøst – og med ikke så lidt fornemmelse for kunst i mange afskygninger – giver tjekkoslovakiske Juraj Herz os her en filmperle, der ikke ligner meget andet.

Et horn i siden

"Morgiana" er navnet på dén kat, som den ene af handlingens to søstre kæler for. Det er den onde søster Viktoria, kaldet Viki, og hun har mere end blot et horn i siden på søsteren Klára, der falder hende alt for letsindig og succesrig... så dét må der gøres noget ved.

Langsomtvirkende gift

Især fordi, Klára nu har et forhold kørende til selvsamme mand, som Viki også er forelsket i. Derfor skaffer Viki nu et glas med gift, som hun kan blande i søsterens vand. Men da giften er langsomtvirkende, kan meget nå at gå galt undervejs.

Kunstnerisk kompromisløshed

Juraj Herz viser sin kunstneriske kompromisløshed fra første scene. En kompromisløshed, der vel at mærke skulle måles og vejes af det hjemlige kommunistiske styre – der da også udelukkede Herz fra at skabe film i to år efter at have konstateret "Morgiana" upassende.

Målrettethed uden sidestykke

Den finurlige leg med (syg) identitet som følge af det skizoide hovedtema bærer præg af en målrettethed uden sidestykke. Iva Janžurová spiller med magnifik indlevelse begge meget forskellige søstre, hvis ikke du skulle have bemærket det. Og det kan godt være svært at spotte, idet de er så udtalt forskellige.

Sammensmeltet

Herz' indflydelse på alle de centrale filmiske virkemidler former en helstøbt film, der dog samtidig ikke er for enhver smag. Men det er påfaldende, så sammensmeltet alt fra fotografering over produktionsdesign til kostumer er. I en tydelig og bekræftet inspiration af maleren Gustav Klimt.

Vildt vinklet

Brugen af vidvinkelobjektiv er unik for "Morgiana". Herz måtte bede om at få købt et sådant "vidunder-objektiv", der således aldrig tidligere havde været brugt i tjekkoslovakisk film. Og det former en række levende, vildt vinklede optagelser (bl.a. titel-kattens point of view), der ikke gør følelsen af oplevet vanvid mindre.

Meget atypisk

Helt centralt i filmoplevelsen står den uhyggeligt velkomponerede og veltimede underlægningsmusik af den (seriøse) komponist Luboš Fišer. Det er enestående og meget atypisk filmmusik, der dog er så ekstremt anvendt, at det bliver periodisk anmassende.