Memory (2024)

Instruktør og manuskriptforfatter Michel Franco er bestemt ikke bange for at tage fat på livets helt store spørgsmål. Med Chronic (2015) var det døden, med Sundown (2021) var det parforholdets klaustrofobi – og med "Memory" er det bl.a. demens i en alt for ung alder.

Et match på flere niveauer

Sylvia er socialarbejder på et botilbud for voksne med særlige behov. Da hun møder den midaldrende Saul Shapiro, der har begyndende demens, afviser hun til at begynde med at blive hans daglige assistent. Men det viser sig alligevel at blive et godt match på flere niveauer, også nogle, man måske ikke skulle forestille sig.

Kærlighed og afmagt

"Memory" bryder grænser og tabuer ned og sætter både ord og følelser på det frygtelige ved at blive ramt af demens i så ung en alder, som det er tilfældet for Saul. Lagt i hænderne på de helt store dramaers mester Michel Franco, bliver møderne med både kærlighed og afmagt og opgør mellem mennesker dybt og smertefuldt troværdige.

Knib dig i armen...

Det er her, der skal knibes i armen, så du husker at værdsætte livet, mens du har det og er ved dine sanser. Men knibet i armen skal også manifestere, at vi her bevidner en så modig og fabelagtigt sammenstykket film, at det næsten ikke er til at bære.

Uden sidestykke

Følelserne bliver ikke på nogen måde prætentiøse, og Peter Sarsgaards portræt af den demente Saul er så fuld af udstråling, at det giver kuldegysninger. Jessica Chastain, der også skal gestalte et plagsomt liv (på helt andre parametre), er uden sidestykke i en rolle, der runder hele følelsesregistret. I mindre roller imponerer særligt Brooke Timber som Sylvias teenagedatter og Jessica Harper som Sylvias mor, sidstnævnte kynisk og fornægtende, så det driver ud af alle porer.

Roligt snit

I det hele taget er det totalt rolige snit, filmen er skåret over, medvirkende til at få de store temaer under huden. Michel Francos til dato bedste film.