Simón de la montaña (2024)

Grænsesøgende, mystificerende og på mange måder omvæltende argentinsk drama, der rusker i fordomme og giver os noget at tænke over.

En mærkelig normal...

Simon er i starten af 20’erne og hænger ud med en gruppe jævnaldrende. Det mærkelige ved dette er – finder vi gradvist og undrende ud af – er, at Simon er den eneste normale i gruppen.

Illusionen forstærkes

Han er ikke hverken funktionsnedsat eller handicappet (som dem, han omgås), men han spiller med ret stor overbevisning en rolle som netop handicappet, bl.a. bevæger han hele tiden sit hoved i kraftige og tilsyneladende ukontrollerede bevægelser. Og han sætter et klodset høreapparat i sit ene øre for yderligere at forstærke illusionen.

Mystisk maskespil

I hans omgangskreds af mentalt tilbagestående er han accepteret og elsket. Den eneste, der reelt stiller sig kritisk til det mystiske maskespil, er Simons mor.

Hvor går grænserne?

Hvor går grænserne hér? Er det ok at spille idiot, fordi man måske af uransaglige årsager har et ønske om at være en sådan? Måske en fetisch for at score nogen med nedsat begavelse? Hvad er det overhovedet, Simon vil – hvis han da overhovedet selv har kontrol over sine handlinger... Måske er han i virkeligheden bare ved at blive skingrende vanvittig.

Fascinerende filmkunst

Det er faktisk fascinerende filmkunst, især når det hele er kommet lidt på afstand. For det kan være svært at sidde model til, da det er så mærkværdigt forkrampet … ja, på en måde eventyragtigt frastødende.

Stof til eftertanke

Det er filmens største bedrift, at den – på trods af udelukkende ubesvarede spørgsmål – afstedkommer tabte underkæber på rad og række. I en afklædt stilistisk rammesætning helt uden unødvendige lag af hverken musik eller visuelle forstillelser, giver denne argentinske mærkværdighed af en film således masser af stof til eftertanke.