Strange Darling (2024)

Umiddelbart virker dette brovtende seriemorder-gys decideret frastødende, da allerede anslaget er fuldstændig grotesk overstyret. Hysterisk larmende musik pumper ud af alle kanaler, så alle med respekt for høresansen er nærved at miste bevidstheden. Men det lønner sig faktisk at blive hængende!

Mening med galskaben

For der er faktisk en mening med galskaben bag den lydmæssigt aggressive åbning... eller måske endda flere meninger. Det inciterende ved instruktør og manusforfatter JT Mollners tilgang til seriemorder-subgenren er nemlig – ud over en kapitelinddeling i tilfældig (!) rækkefølge – at tilskueren ikke kan regne med en skid, for nu at sige det ligeud.

Ætsende god

Umiddelbart foranlediges vi til at tro, at (autoritært og maskulint velspillende) Kyle Gallner i rollen som "The Demon" er en... seriemorder-dæmon. Men der er vist noget råddent ved hende "The Lady" i skikkelse af ætsende gode, utilregnelige, syyygt crazy Willa Fitzgerald...

Yderst blodigt og betændt

Ved at fortælle den yderst blodige og betændte historie i lidt "tilfældig rækkefølge" forstærkes mystikken og interessen, især fordi kernehistorien er så ekstremt bestialsk og kamp/flugt-centreret. Det kan forekomme prætentiøst, når man lige hører præmissen, men lagt i hænderne på den rette iscenesætter, fungerer det, så det gnistrer!

Dæk ørerne

Så er det ellers med at dække ørerne, når den ekstrem musikanvendelse for alvor sætter ind, men gudskelov holder den også pauser. Det er skuespilleren Giovanni Ribisi, der har både fotograferet (og produceret) filmen. Og det er i et visuelt udtryk fuld af eksplossiv farverigdom, hvor blod (og det, der er værre) møder skiftende ansigtsfarver, alt efter, hvor langt i de ultimative kropskrænkelser, handlingen er nået.