Janet Planet (2024)

    11-årige Lacy har ikke rigtig nogle venner og tilbringer meget tid sammen med sin rastløse mor.


    HJERTET PÅ RETTE STED

    Virkelig velment, langsommeligt-grundigt, men også liige tanden for lang i spyttet: "Janet Planet" sætter især en fantastisk præstation af Julianne Nicholson i scene, men også Zoe Ziegler er vidunderlig som datteren Lacy.

     

    Der sker ikke meget...

    Der sker vitterlig ikke meget i manuskriptforfatter og instruktør Annie Bakers land-idylliske historie. Den ene dag tager den anden, og mentalt trætte mor Janet har skiftende (og som regel en del ældre) mænd.

     

    Vid, bid og børneindsigt

    Det, der fænger i "Janet Planet", er skildringen af 11-årige Lacys hverdag. Hér er både vid, bid og en unik børneindsigt (i et barn, der på ingen måde er som alle andre.) Som Lacy selv formulerer det, forstår hun ikke, hvorfor hun ikke har nogen venner...

     

    For lidt kvalitetstid

    Problemet er, at filmen byder på for lidt kvalitetstid med Lacy. Rigtig meget af handlingen går med deciderede fyldscener, bl.a. et alenlangt udendørs teaterstykke (hvor kreativt, det end måtte være) og scener, hvor en af Janets nyeste, gråskæggede erobringer læser op af intellektuelle digte.

     

    Mærkværdig dosering

    Formålet ved vi godt, hvad er: At skabe identifikation med primært de voksne i historien. Men når nu det er datteren, der er den interessante, den søde, skæve og underfundige, forekommer doseringen mærkværdig.

     

    Magiske scener

    Det rolige tempo kaster generelt magiske scener af sig, og det kan gælde både i de underfundige skildringer af Janets problematiserede voksen- og kærlighedsliv, men også når Lacy bl.a. i filmens start sidder helt stille og leger til de klassiske toner fra sit optrækkelige legetøj.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2024, USA, Drama, Børn på film, Coming of Age, 113 min.

    Dansk titel: Janet Planet
    Instr: Annie Baker Prod: Annie Baker, Andrew Goldman, Dan Janvey, Derrick Tseng Manus: Annie Baker Foto: Maria von Hausswolff Klip: Lucian Johnston
    Priser
    • BERLIN-N - Panorama Audience Award-nominering