Janet Planet (2024)

Virkelig velment, langsommeligt-grundigt, men også liige tanden for lang i spyttet: "Janet Planet" sætter især en fantastisk præstation af Julianne Nicholson i scene, men også Zoe Ziegler er vidunderlig som datteren Lacy.

Der sker ikke meget...

Der sker vitterlig ikke meget i manuskriptforfatter og instruktør Annie Bakers land-idylliske historie. Den ene dag tager den anden, og mentalt trætte mor Janet har skiftende (og som regel en del ældre) mænd.

Vid, bid og børneindsigt

Det, der fænger i "Janet Planet", er skildringen af 11-årige Lacys hverdag. Hér er både vid, bid og en unik børneindsigt (i et barn, der på ingen måde er som alle andre.) Som Lacy selv formulerer det, forstår hun ikke, hvorfor hun ikke har nogen venner...

For lidt kvalitetstid

Problemet er, at filmen byder på for lidt kvalitetstid med Lacy. Rigtig meget af handlingen går med deciderede fyldscener, bl.a. et alenlangt udendørs teaterstykke (hvor kreativt, det end måtte være) og scener, hvor en af Janets nyeste, gråskæggede erobringer læser op af intellektuelle digte.

Mærkværdig dosering

Formålet ved vi godt, hvad er: At skabe identifikation med primært de voksne i historien. Men når nu det er datteren, der er den interessante, den søde, skæve og underfundige, forekommer doseringen mærkværdig.

Magiske scener

Det rolige tempo kaster generelt magiske scener af sig, og det kan gælde både i de underfundige skildringer af Janets problematiserede voksen- og kærlighedsliv, men også når Lacy bl.a. i filmens start sidder helt stille og leger til de klassiske toner fra sit optrækkelige legetøj.