Invitasjon til selvransakelse (2024)

Den norske instruktør Paul Tunge udgør en teknisk enmandshær i denne reelt absurd/aparte film, der samtidig også er enestående i sin ubehageligt nærgående dissektion af en kvindes mentale deroute.

Udtalt formørket

Tunge har både instrueret, produceret, fotograferet og klippet sin film, som han selv gerne fremhæver som "morsom", men som i bedste fald blot kalder på tørre tårer ud af sine vellykkede, beske og udtalt formørkede kvindeportrætter. Jovist, der er tragikomiske elementer, men det psykologiske drama er det ætsende centrale.

Den ene ubehagelighed efter den anden

Der medvirker ikke en eneste mand i handlingen. Langt det meste af tiden er Tunges kameralinse dybt og stationært fokuseret på hovedrolleindehaver Maria Grazia Di Meo – hendes ansigtsudtryk og andre nonverbale signaler, når hun konfronteres med den ene ubehagelig efter den anden... om sig selv.

Måske hadet snarere end elsket

For Sierra, som arkitekten hedder, må sande, at hun måske slet ikke er så populær og empatisk, som hun har gået og troet. Men hvad er egentlig op og ned, sandt eller falsk? Svaret blafrer i vinden i Tunges eksperimenterende leg med en kvindes identitet.

Udtalt nøgen

I sin udtalt nøgne fortællestil med de mange nærbilleder uden ret meget bevægelse er filmen en form for arkitektonisk velgennemtænkt "bygning", hvis rå facader fortæller egne, afgrænsede historier og samtidig bekræfter Sierras professionelle erhverv.

Låste veninde-situationer

Der er ikke meget, som Sierra kan støtte sig op ad i de låste situationer, hun befinder sig i, når hun føler sig tvunget til at udfritte sine veninder om deres holdning til hende.

Unikt jerngreb

Filmen bevarer sit ret unikke jerngreb og sin ætsende intensitet til sidste scene. Væk er det vilde omsvøb i både lyd og billede. Tilbage står en perlerække af decideret blændende skuespillerpræstationer med (gravide) Di Meo som det helt store fyrtårn.