The Damned (2024)

Gedigent rolig og ærlig italiensk/amerikansk produceret (anti)borgerkrigsfilm, der skildrer den barske ventetid for en gruppe unge som ældre nordstats-soldater. For i grunden kan det være mere stressende at vente på kamphandlingerne end at være midt i dem.

At væbne sig...

Dét ikke at vide, hvornår næste potentielt dødbringende situation opstår, er livsomvæltende ubehageligt. I delingen er både erfarne og helt unge soldater. De er fælles om at væbne sig – både med tålmdighed og i åben kamp.

Tab

“The Damned” er alt andet end en rå, jern-mod-jern-krigsfilm. Snarere er den interesseret i de menneskelige tab, hvad enten det er tab af mental styrke eller slet og ret "tab af legeme".

Mange venteseancer

De mange venteseancer i yderst smukke og tiltagende sneklædte bjerglandskaber afbrydes således kun af ganske få, men også tilsvarende markante kamphandlinger, selvom heller ikke disse bliver decideret krigskonkrete. Snarere fungerer de som forstærkende for filmens grundlæggende fokus på det meningsløse ved Den Amerikanske Borgerkrig.

Ingen mening

Frygten kommer frem og lyner i øjnene i samtalerne mellem soldaterne, der både centreter sig om tvivl og tro – men nogen dybere mening med det hele (og krigen) kommer hverken soldaterne eller filmen frem til, og dét er netop pointen: Der er ingen mening.

Dybt fascinerende

De lange seje træk gennem Montanas smukke vinternatur opbygger således en dybt fascinerende (anti)krigsfilm, der har stor fokus på detaljen i alt fra våbenhåndtering til hestepleje og i traveturene gennem høj sne mellem høje fyrretræer. Altsammen æggende smukt i Carlos Alfonso Corrals simple, naturelskende fotografering – og i et nøjagtigt og tillidsfuldt lydbillede stort set fritaget for underlægningsmusik.