Gymnasiepigen (1960)

Som et stykke tørt knækbrød, der støver ekstraordinært som i slowmotion, serverer Johannes Allen her en ultramoralsk ungdomsopsang, hvis evigt løftede pegefinger kan stå selv. Allen havde fire år forinden leget med nogle af de samme temaer i ungdomsfilmen Ung leg (1956).

Et samtidsekko
Temaet er et samtidsekko, for i 1950’erne sov man med hænderne over dynen og talte bestemt ikke meget om sex... særligt ikke, når det involverede "mindreårige" – i dette tilfælde gymnasiepigen Vibeke Henningsen.

Udspekulerede flirts
Men i Johannes Allens historie og iscenesættelse driver de (u)moralske og vovede klichéer ned ad samtlige skolevægge, når Vibekes udspekulerede flirts og gustne dagsordner sætter tingene på spidsen.

En rigtig man eater
Hun er en rigtig man eater, og øjnene siger det hele. Derfor har hun også selvtilliden i orden, når hun vrikker sig ekstra lækker foran gymnasiets mandlige lærere. Da hun en aften efter en fest er ved at klæde om og står i den bare særk, træder et par af de mandlige lærere ved et tilfælde på skift ind i hendes privatsfære.

Et udspekuleret spil
Og dén situation skal hun vise sig at udnytte i et udspekuleret spil, hvor særligt Preben Neergaards lektor Poulsen står for skud med klamme sexbeskyldninger, der kan risikere ham jobbet. Men mon ikke der er sammenhold og snarrådighed nok til i stedet at få Vibeke ned med nakken?

Flintrende overdramatiseret
"Gymnasiepigen" fremstår i dag mere end let ufrivilligt komisk og er flintrende overdramatiseret ned i mindste detalje. Spil og diktion er generelt ligeså stift, som historien er ubøjeligt moraliserende, med dét ocean af tykt påsmurt overfortolkning, der er kendetegnende for Allens iscenesættelse.

Ingen decideret sexkilling
Susanne Bruun-Koppel lykkes nogenlunde hæderligt med at opbygge en aura af "utålelig ungtøs" omkring sig, men nogen sexkillingeudstråling har hun ikke, trods ungpigebryster i let udfordrende bh.

Tamme skygger
De etablerede skuespillere i filmens voksenbiroller er tamme skygger af sig selv og uden gennemslagskraft, mest markant arketypiseret er Asbjørn Andersens nedstirrende, forargede far til Vibeke. Så er der trods alt en smule mere lune over Helge Kjærulff-Schmidts gammelsproglige latinlærertype.

Opfattedes som pinlig
Et interview med to af det virkelige livs gymnasieelever i 1960 gjorde det klart, at filmens kernepublikum opfattede filmen som stiv, stillestående og direkte pinlig. Kirsten og Robert, som de interviewede hed, mente, at også filmens skuespillere følte scenerne pinlige.

Ikke meget til fælles med virkeligheden
De unge pigers rapkæftethed opfattedes som et yderst svagt punkt i filmen. Generelt mente eleverne ikke, at filmen havde meget til fælles med virkelighedens gymnasieliv.

Ingen stor begejstring
Samtidskritikerne var heller ikke ovenud begejstrede: "Hundjævel i gymnasiet" og "Johannes Allens moralske historie om en umoralsk pige har tilforladelige egenskaber", lød det bl.a. Flankeret af: "Tabt paa gulvet", "Naiv skolekomedie" og "En trist, flov og pinlig affære".

Med seriøs musik
Musikken er af den seriøse klassiske komponist Svend Erik Tarp i et af hans mere jazzede hjørner, særligt i det indledende og afsluttende tema.